11. apr. 2023
Af Karina Didriksen

Overrasket Birthe Kjær tog fejl: Troede, at Keld Heick havde opfundet populært udtryk

Keld Heick og Birthe Kjær.
Keld Heick og Birthe Kjær.
Foto: DR
Keld Heick har skrevet et af Birthe Kjær største hits, men det er ikke ham, som har opfundet titlen på sangen.

For 24 år siden tog Birthe Kjær sejren hjem i Dansk Melodi Grand Prix med sangen ”Vi maler byen rød”.

Den blev efterfølgende et kæmpe hit, og både unge og ældre har gennem årene hørt sangen i festligt lag.

”Vi maler byen rød” er netop en af de sange, der bliver sat fokus på i DR-programmet ”Dansk musiks bedste”. Her medvirker Birthe Kjær sammen med kollegaen Keld Heick, som skrev sangen tilbage i 1989.

En glad melodi

I DR-programmet fortæller Keld Heick om historien bag ”Vi maler byen rød”. Han fik melodien af Søren Bundgaard og fik til opgave at skrive en tekst til.

Den 77-årige musiker tænkte straks, at melodien strålede af livsglæde, så derfor skulle det være en glad tekst.

- Da jeg så huskede det her gamle ord, man siger, med at ”vi maler byen rød”, så tænkte jeg, at det passer på den her sang, forklarer Keld Heick i ”Dansk musiks bedste”.

Det får straks en overrasket Birthe Kjær til at udbryde:

- Det er sjovt, for jeg troede faktisk, at det var dig, som havde opfundet udtrykket ”vi maler byen rød”!

- Ja, det er der mange, der tror. Men det har man også gjort, før jeg skrev sangen. Det med at male byen rød betyder, at man går ud og laver en fest, indskyder Keld Heick.

Birthe Kjær tog altså fejl. Og faktisk har udtrykket ”male byen rød” også en helt anden betydning.

Ifølge ordforklaring.dk er ”male byen rød” et gammelt socialdemokratisk slogan. Sloganet var en opfordring til at skaffe nye medlemmer til partiet og dermed "male byen rød".

”Dansk musiks bedste” sendes på DR1 tirsdage kl. 20.30.

Læs mere om: