Puk Damsgård: Jeg slukker for mig selv i Syrien

DR's Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård har dækket krigen i Syrien og baseret på sine oplevelser har hun skrevet bogen "Hvor solen græder" om en kvindelig syrisk oprører.

Under sin dækning har Puk Damsgård set med egne øjne, hvordan folk er blevet vant til at skyde på hianden.

Hørte to skud

- Når jeg kigger folk i øjnene, kan jeg kun se den totale håbløshed og magtesløshed. Folk har mistet fornemmelsen af tid og sandt og falsk. For de kan ikke rumme mere. Jeg oplever også, at min egen hukommelse svigter mig en gang imellem i Syrien, fordi der er så mange indtryk og så meget frygt. Man er hele tiden i overlevelsesmode. Folk har mistet fornemmelsen for sig selv, men jeg er meget bevidst om, at jeg ikke også skal miste mig selv, fortæller hun i ALT for damerne.

Det kan være svært at skelne imellem journalisten og privatpersonen, og det er ikke altid, at de to sider af Puk Damsgård har samme interesser. Som da hun i 2012 kørte rundt med en oprører. Oprørsgruppen stoppede på et tidspunkt to skrothandlere og beskyldte dem for at være imod dem. Puk Damsgård så dem piske dem med vandslanger, og da hun forlod stedet, hørte hun to skud fra, hvor skrothandlerne var smidt hen.

Mon de var blevet skudt? Journalisten Puk ville finde ud af det. Men mennesket Puk turde ikke kende svaret, og hun forlod stedet.

Mærker sig selv derhjemme

– Der er noget, jeg slukker for i mig selv i Syrien, for det handler ikke om en selv, det handler om at holde fuldt fokus på historien, og jeg kan ikke koncentrere mig om historien, hvis jeg er bange og tænker på, at min mand og mine forældre er bekymrede, fortæller Puk Damsgård til ALT for damerne.

Hun kan være væk fra sin mand i længere perioder af sikkerhedsmæssige grunde, og hun kan være på nippet til at græde, når de forenes efter sådan en periode.

- Det er først, når jeg kommer hjem i mine egne omgivelser, at jeg rigtigt mærker mig selv, fordi et menneske, som står mig nær, holder om mig, siger hun.