22. jun. 2017
Af Lisbeth Grube

Så du parret i Din for altid på TV: Sådan holder vi sammen

Poul Erik og Lykke.
Poul Erik og Lykke.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Lykke og Poul Erik fra ”Din for altid”, der mødte hinanden helt tilfældigt i Tivoli, har dyrket kærligheden i 50 år.

Hvad er opskriften på et langt og lykkeligt ægteskab? Lykke og Poul Erik, som har været et af de seks par i DR’s rørende dokumentarserie ”Din for altid”, har været sammen i 50 år og er ikke i tvivl:

- Egentlig er det såre enkelt, som det siges i vielsesritualet: At man er sammen i medgang og modgang, til døden os skiller. Og at man sørger for at holde liv i kærligheden, siger Lykke til BILLED-BLADET.

- Vi skændes da indimellem, som alle ægtepar gør. Men vi har en formidabel evne til at tilgive hinanden. Når jeg dummer mig, er jeg god til at sige undskyld, og det samme er Lykke. Og inden vi går til ro om aftenen, er vi altid gode venner, siger Poul Erik.

Parret mødte hinanden fuldstændig tilfældigt i Tivoli for godt 50 år siden. Poul Erik skulle mødes med nogle gutter, men kunne ikke finde dem, og Lykke ville udfylde ventetiden, før hun ville møde sin ven i lufthavnen. Poul Erik fik øje på Lykke, tog sig mod til at spørge hende, om de skulle følges ad i Tivoli – og siden har de fulgtes ad gennem tilværelsen.

Spilder ikke tiden med at være sur

- Vi er begge meget glade for livet, og jeg gider ikke være sur overhovedet. Man vinder ikke noget som helst i livet, det være sig ægtefæller, naboer eller andre ved at gå og være sur. Så det har jeg simpelthen vedtaget med mig selv, at det gider jeg ikke. Hver morgen, når jeg står op, er jeg glad, siger Poul Erik og tilføjer: - Og Lykke er virkelig én, der spreder glæde.

Parret peger på, at ungdommens nedslag af jalousi er erstattet af tillid og tryghed. Og at de ikke forsøger at lave hinanden om.

- Vi slider ikke på hinanden og forlanger, at noget skal være på en bestemt måde. Vi er gode til at tale om tingene, fastslår Poul Erik og Lykke.

Læs mere om: