25. sep. 2016
Af Karina Didriksen

Thomas Bo Larsen om Bedrag: Mads får posttraumatisk stress

Thomas Bo Larsen.
Thomas Bo Larsen.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Thomas Bo Larsens karakter i DR-serien ”Bedrag”, politimanden Mads Justesen, får det psykisk svært, efter at han så en anden mand blive skudt.

Thomas Bo Larsen kunne søndag aften genses i rollen som politibetjenten Mads Justesen i sæsonpremieren på DR1-serien ”Bedrag”.

Der er i TV-serien gået 18 måneder, siden første sæson sluttede, og Mads Justesen vælger i første afsnit at hjælpe den desperate mand Hans Peter, spillet af Søren Malling, der er gået konkurs med sit snedkerfirma.

Desværre kommer den egenrådige politimand for sent – Hans Peter har taget gidsler til fange i en bank, og Mads Justesen er vidne til, at han bliver skudt og dræbt. På trods af den triste slutning, så gav det Thomas Bo Larsen noget nyt materiale.

LÆS MERE: Thomas Bo Larsen i byen med sin kæreste Eva

Thomas Bo Larsen har lavet research

- Det, der sker i det her afsnit, har været meget spændende at arbejde med, for i løbet af de næste par afsnit udvikler Mads faktisk en mild form for posttraumatisk stress – lige som danske soldater, der vender hjem fra krig, fortæller Thomas Bo Larsen og tilføjer:

- Søren Mallings karakter blev jo skudt en halv meter fra ham, og det må være frygteligt at være vidne til.

Den 52-årige skuespiller har i den forbindelse lavet research på posttraumatisk stress, som er en psykisk lidelse, der kan opstå på baggrund af en traumatisk hændelse.

Anden sæson af ”Bedrag” er på 10 afsnit, og næste afsnit bliver sendt søndag den 2. oktober kl. 20.00 på DR1.

LÆS MERE: Din guide til Bedrag sæson 2

Læs mere om: