21. apr. 2013
Af af Juliane Olsen

Camilla Plum: Jeg har aldrig haft en plan

Camilla Plum
Camilla Plum
Foto: Birger Storm
Mad-entusiasten Camilla Plum har aldrig en overordnet plan for sin tilværelse, men har taget tingene helt, som de er kommet.

Det har aldrig ligget i kortene for den 56-årige kogekone Camilla Plum, at hun skulle flytte på landet med sin familie og dyrke økologien som en livsstil. For hun har aldrig lagt en overordnet plan for sit liv.

- Jeg har aldrig haft en egentlig plan. Nej, for fanden! Livet sker, mens man lever det. Det er en proces. Jeg ville da gerne flytte på landet med ungerne, så de kunne se, at rabarber ikke vokser ud af køledisken, men skyder op af jorden. Men en plan var det ikke. Jeg tog det stille og roligt. Så kunne vi jo altid se, hvad der skete, siger Camilla Plum i et interview med magasinet Metronyt.

Derfor købte mad-entusiasten, der er kendt for sin værtsrolle på en række madprogrammer på DR2, og hendes eksmand nordsjællandske Fuglebjerggaard, der krævede en omfattende istandsættelse og renovering, før parret kunne afprøve alle ideer indenfor landbrug, madlavning og gartneri. Men forestillingen om det romantiske liv på landet, vil hun hurtigt slå ihjel.

- Det er noget ufatteligt sludder. Hvis man synes, at det er sjovt at beskæftige sig med den slags ting, som jeg gør, så er landet det rigtige sted at flytte hen. Men romantik er der ikke meget af. Det er benhårdt arbejde, siger Camilla Plum i interviewet.

Camilla Plum har desuden været indehaver af en af Danmarks første økologiske restauranter med Cap Horn i Nyhavn i København. Ud over det er hun forfatter til kogebøgerne Camillas køkkenhave og Mit skandinaviske køkken.

Se billeder fra Camilla Plums økologiske gård, og læs om hendes lille chilifarm på madogbolig.dk

Få Camilla Plums opskrift på marokkansk and med citron og oliven på madogbolig.dk

Læs mere om: