14. dec. 2023
Af Catja Klarskov

Lotte Freddie i front for ny sæson af Verdensdamerne: Det vidste du muligvis ikke om modeikonet

Lotte Freddie, Bente Scavenius og Merete A. Baird. 
Lotte Freddie, Bente Scavenius og Merete A. Baird.
Foto: Lone Krüger Bodholdt / DR
I en ny sæson af DR-programmet ”Verdensdamerne” rejser Lotte Freddie, Bente Scavenius og Merete A. Baird atter ud i verden med seerne i hælene.

Modeikonet Lotte Freddie, der for tiden er aktuel i DR-serien ”Verdensdamerne” sammen med Bente Scavenius og Merete A. Baird, har en fortid og et arbejdsliv, der adskiller sig fra de fleste.

Hun har rejst verden tynd, først som model og sidenhen som modejournalist på henholdsvis Berlingske og Børsen.

Det var dog i sine unge år, i den spæde start af Lotte Freddies modelkarriere i London, at hun havde et møde med en ganske særlig, royal person.

Det fortæller Lotte Freddie i DR-dokumentarserien ”I hælene på modeikonet Lotte Freddie”.

– Prinsesse Margaret skulle på en tur til Caribien med kongeskibet Britannia, og hun skulle have noget tøj til den rejse. 60 bomuldskjoler som alle sammen blev prøvet på mig først, fordi vi havde samme mål. Altså lige undtaget barmen, hvor jeg fik stoppet strømper i, fordi hun havde en meget større barn end mig, fortæller Lotte Freddie i dokumentaren.

Modeikonet vil dog nødig påstå, at hun mødte den britiske prinsesse, da hun ikke førte en samtale med hende. Hun nejede dog for prinsesse Margaret, der returnerede med et nådigt og anerkendende nik.

Lotte Freddie startede sin modelkarriere som 18-årig i London. Dengang tjente hun 100 pund om ugen.

Efter få år i den britiske hovedstad vendte Lotte Freddie retur til Danmark, hvor hun fortsatte sin modelkarriere i mange år.

Selv om Lotte Freddie i dag er 88 år gammel, betyder det bestemt ikke, at hun har skruet ned for arbejdstempoet.

Hun arbejder fortsat som freelancejournalist, holder foredrag og har som regel nye, spændende projekter i støbeskeen.

I rejseprogrammet på DR starter de tre kendte og rejselystne kvinder i Helsinki, og de i efterfølgende tre programmer vil de besøge henholdsvis Lissabon, Wien og Istanbul.

Du kan se ”Verdensdamerne” hver torsdag klokken 21:00 på DR2 og på DRTV.

Dokumentaren "I hælene på modeikonet Lotte Freddie" kan ses her.

Læs mere om: