5. jul. 2014
Af af Niels Burgos

Kelly og Donna fra "90210" har succes med ny TV-serie

Tori (t.v.) og Jennie i TV-showet "Goodmorning America" for at fortælle om deres nye serie.
Tori (t.v.) og Jennie i TV-showet "Goodmorning America" for at fortælle om deres nye serie.
Foto: All Over
41-årige Tori Spelling og Jennie Garth, 42, der lagde gaderne øde i 90'erne som Donna og Kelly i serien "Beverly Hills 90210", er tilbage på TV sammen. Denne gang vil de få os til at grine.

De er begge blevet kvinder i deres bedste alder. Både Jennie og Tori er gift for anden gang - Jennie mor til tre børn, og Tori har fire - men karrieren som TV-stjerner har de endnu ikke helt lagt bag sig. Sammen har de lavet en ny komedieserie, der i slutningen af juni blev vist for første gang i USA. "Mystery Girls" er titlen, og den handler om to kvinder, der havde succes som værter på et af de mange kriminalprogrammer på TV - men nu lever lidt kedelige liv som forstadshusmødre. Ved et tilfælde bliver de viklet ind i opklaringen af et vaskeægte mord - og så ruller løjerne.

Meningen er at få seerne til at grine, og det har tilsyneladende været et livslangt mål for Tori, der er datter af den nu afdøde TV-mogul, stenrige Aaron Spelling, manden bag bl.a. megahittet "Dollars".

- Jeg gjorde mit bedste i "90210". Jeg prøvede at gøre Donna sjov. Jeg var med i et drama. Alle andre var gode til at spille drama, men jeg tænkte ligesom "jeg tror, jeg er bedre til komedie, så hvordan kan jeg få lidt komedie sprøjtet ind hist og pist", forklarer Tori til nyhedsburauet AP.

Nu håber Tori, at TV-seerne vil tage godt imod hendes og Jennies nye, sjove serie. Og noget tyder på, at de har succes. Efter den såkaldte "pilot", der er et prøveafsnit, bliver serien nu vist på den store nationale TV-kanal ABC i USA hver onsdag i bedste sendetid. Vi må se, om den også når til Danmark.

Læs mere om: