23. dec. 2013
Af Casper Nielsen

Ole Bornedals TV-serie ”1864” solgt til Storbritannien

Ole Borndedal.
Ole Borndedal.
Foto: Hanne Juul (BILLED BLADET)
Britiske BBC4 har allerede købt visningsrettighederne til DR's TV-serie "1864", instrueret af Ole Bornedal.

Først kom Sara Lund fra ”Forbrydelsen”, så kom Birgittte Nyborg fra ”Borgen” og endnu inden danmarkspremieren på ”1864” - DRs næste store TV-serie-satsning – har briterne allerede købt serien.

Dermed kan millioner af britiske tv-seere følge med, og DR kan sætte endnu et kryds på listen over lande og TV-stationer, som viser TV-serien.

- BBC har oplevet en overraskende stor seerrekord med dansk drama på BBC Four, da de viste "Forbrydelsen" og "Borgen". Derfor glæder vi os over, at de nu også tilbyder deres seere at følge med i Ole Bornedals store episke drama,"1864", når det glider over skærmen i 2014, udtaler seriens producenter, Peter Bose og Jonas Allen, Miso Film, i en pressemeddelelse.

Ligesom de to øvrige danske serier sendes "1864" med dansk tale og engelske undertekster.

Optaget i Prag og i Danmark

TV-serien er bygget op omkring Tom Buk Swienty's bøger "Slagtebænk Dybbøl" og "Dommedag Als" og handler om slaget ved Dybbøl i 1864, der kostede 5.000 danske soldater livet.

Ole Bornedal er instruktør, og TV-serien har skuespillere som Nicolas Bro, Rasmus Bjerg og Jens Sætter-Lassen på rollelisten.

Optagelserne begyndte den 8. april, og TV-serien er med et budget på 173 millioner og 6.000 statister den dyreste og mest omfattende danske TV-produktion nogensinde.

Optagelserne sluttede i Prag midt i juli, hvorefter produktionen rykkede til Danmark for at få de sidste skud i kassen til den danske premiere søndag den 27. september 2014.

Læs mere om: