Sørgelig historie: Stig Tøfting bærer rundt på tragisk fortid
Det er ikke småting den tidligere fodboldspiller Stig Tøfting bærer rundt på i bagagen.
Det åbner han op for i Viaplay-programmet ”The Journey”, hvor han sammen med fem andre kendte danskere er taget på en 15 dages pilgrimsrejse til Nepal.
Alle har de deres mål med turen, og Stig Tøfting sagde ja til at være med, med et helt særligt ønske. Under et besøg hos en nepalesisk munk, fortæller han, at han gerne vil se deres spirituelle verden, og prøve at leve i den eller leve med den.
Og munken har et helt særligt budskab til det aarhusianske fodboldikon.
Karma.
For netop karma spiller en stor rolle i det rolige liv, som munkene praktiserer.
Men det er ikke alt, man kan styre med karma. Det har Stig prøvet på egen krop af flere omgange.
Det fortæller han, da Anders Lund Madsen spørger ind til den tragedie, der ramte ham som 13-årig.
- Jeg er oppe og spille noget fodbold i Randers med AGF til Randers Freja Cup. Og da jeg kommer hjem, finder jeg mine forældre døde hjemme i lejligheden. Min far har skudt min mor, og så skudt sig selv. Det har været en del af mit liv, og det vil de altid være. Men jeg kan kun sige, at det ikke var det værste. Det værste var at miste Jon, fortæller han i ”The Journey”.
Jon var Stig Tøfting og ekskonen Betiinas tredje fælles barn, men han blev kun lige knapt en måned gammel. Han døde af meningitis, og netop det tab slår tabet af forældrene.
- Det var nok værre end at miste mine forældre, og det var ikke rart. Men det at miste en søn på en måned.. Den gjorde sgu ondt, fortæller han i Viaplay-programmet.
Stig Tøfting fortæller dog, at han og Betiina tre år efter fik sønnen Marcus, og at det var rigtig godt for dem. Derudover har de sammen døtrene Maria og Mie, mens Betiina har sønnen Nick fra et tidligere forhold.
Betiina og Stig Tøfting blev skilt i 2010, men prøvede efter lidt tid fra hinanden at finde melodien igen. Det lykkedes dog ikke, og i 2011 var deres parforhold for alvor slut.
I dag danner Stig Tøfting par med Heidi Østerlund, som han blev forlovet med 2019 på sin 50-års fødselsdag. Brylluppet lader dog fortsat vente på sig, men i et interview med BILLED-BLADET har han givet udtryk for, at det nok skal komme.