28. jan. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Da Josephine Højbjergs drøm gik i opfyldelse, ramte panikken hende

Josephine Højbjerg og Birgitte Hjort Sørensen i "Dark Horse". 
Josephine Højbjerg og Birgitte Hjort Sørensen i "Dark Horse".
Foto: Per Arnesen/TV 2
Josephine Højbjerg, der er kendt fra Tinka-julekalenderne, er aktuel i "Dark Horse". Hun drømmer om at få mere modne roller og havde håbet, der ville være sexscener. Men da det kom til stykket, var det ikke, som hun regnede med.

Hvis man kan lide at se julekalender, kender man formentlig også Josephine Højbjerg.

Den i dag 21-årige skuespiller fra Bornholm brød for alvor igennem i rollen som halvnissen Tinka i ”Tinkas Juleeventyr” fra 2018.

Siden er det blevet til yderligere to julekalendere, og den unge skuespiller har frygtet at blive sat i bås som hende nissepigen.

Derfor var hun også lykkelig for at skulle til casting på hovedrollen i den nye ungdomsserie ”Dark Horse”, der netop nu kan ses på TV 2 Echo.

Til castingen spurgte hun nysgerrigt, om der mon ville være sexscener, for det krydsede Josephine Højbjerg fingre for. På den måde tænkte hun, at hun ville kunne vise nogle andre facetter af sit skuespil, forklarer hun til TV 2.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-01-24/20231207_lhl0542.jpg
Josephine Højbjerg
Foto: Lars H. Laursen

Men da det kom til stykket, blev hun alligevel udfordret på det med sexscenerne. Allerede på optagedag nummer to gjaldt det, og nerverne meldte sig – hun skulle nemlig optage sexscenen mutters alene.

- Én ting er en sexscene, som jeg jo havde snakket meget om, at jeg gerne ville lave. Men der er man jo to. I onaniscenen var jeg alene, siger Josephine Højbjerg, der havde forestillet sig, det ville blive både akavet og udfordrende.

Hun fik dog kyndig vejledning af både fotografen, instruktøren og en intimkoordinator undervejs.

- Det var meget mekanisk, og det var virkelig rart, at selv mindste detalje var aftalt, siger skuespilleren til TV 2.

I ”Dark Horse” spiller Josephine Højbjerg den 17-årige Anna, der sammen med sin mor (Birgitte Hjort Sørensen), vender hjem til Danmark efter flere år i udlandet. Hun vil gerne være en del af fællesskabet på det nye gymnasium, og det får hende til at stjæle ketamin fra sin onkels dyrlægepraksis, som hun og vennerne bruger som rusmiddel.

”Dark Horse” sendes hver søndag på TV 2 Echo.

Læs mere om: