15. nov. 2023
Af Karina Didriksen

Amalie Dollerup om sin sidste scene i Badehotellet: Optaget et hemmeligt sted

Amalie Dollerup som Amanda i "Badehotellet".
Amalie Dollerup som Amanda i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Skuespilleren Amalie Dollerup sætter nu ord på sit svære farvel til ”Badehotellet” og rollen som Amanda.

Det er langsomt ved at gå op for Amalie Dollerup, at det er slut. At hun ikke længere skal spille Amanda i ”Badehotellet”.

Tirsdag den 14. november filmede hun sine allersidste scener i den ikoniske TV 2-serie, og nu har hun sat ord på det svære farvel i et opslag på Instagram.

- Amandas scener i sæson 10 er i kassen. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad og taknemlig jeg har været for at arbejde med vores serie i 10 år, skriver Amalie Dollerup og fortsætter:

- De her tre skønne mennesker har været kernen gennem alle årerne: Familien Madsen og vores dygtige og tålmodige instruktør Fabian Wullenweber. Tak for jer, tak til mine andre dejlige medspillere, tak til vores idérige forfattere Stig og Hanna for super velskrevne scener, og tak til hele holdet bag kameraet for en kæmpe indsats!

BILLED-BLADET har fået lov til at bringe opslaget, hvor Amalie Dollerup har delt et billede, hvor hun står ved siden af Lars Ranthe og Anne Louise Hassing, der spiller Amandas forældre.

Billedet er taget efter deres allersidste scene sammen i sæson 10, fortæller Amalie Dollerup til BILLED-BLADET.

En trist Amalie Dollerup kunne ikke holde tårerne tilbage på sin sidste optagedag, der fandt sted et – endnu – hemmeligt sted.

- Jo, der blev fældet tårer i går, da min sidste scene var i kassen - et sted jeg ikke kan fortælle, for så vil jeg spoile for meget af historien. Men det har betydet så meget at være en del af denne her fortælling og en del af ”Badehotellet”, skriver skuespilleren i opslaget og tilføjer:

- Nu skal jeg videre, men jeg er en nostalgiker og nyder lige at være i ”Badehotellet”-vemodighedslandet lidt endnu. Ihh hvor jeg glæder mig til, at I skal se alle 9 afsnit til næste år. Tak, fordi I ser med derude i stuerne og gjorde det muligt, at vi kunne fortsætte så længe.

Lige nu trænger "Badehotellet"-stjernen til at slappe lidt af og få bearbejdet det hele.

- Jeg har haft to intense dage med optagelser her til sidst. Der var så meget arbejde i det og mange scener, så jeg var helt udmattet, da jeg kom hjem. Jeg tog afsted tidligt om morgenen og var først hjemme sent om aftenen, fortæller Amalie Dollerup til BILLED-BLADET.

Læs mere om: