6. okt. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Andrea Elisabeth Rudolph debuterer som dommer: Derfor vil hun ikke selv være med i Vild med dans

Andrea Elisabeth Rudolph
Andrea Elisabeth Rudolph
Foto: Kaspar Wenstrup
Fredag aften debuterer Andrea Elisabeth Rudolph som dommer i "Vild med dans". Den tidligere vært kunne ikke selv forestille sig at være med i programmet som nydanser.

Flere end 200 modige nydansere har siden 2005 sagt ja til at være med i ”Vild med dans”, og Andrea Elisabeth Rudolph har mødt en hel del af dem.

Gennem fem sæsoner har hun været vært på programmet, og fredag aften vender hun tilbage – denne gang som gæstedommer.

Hun glæder sig til at møde sine venner og tidligere kollegaer igen, men det bliver også alvor, når hun skal uddele karakterer til de tilbageværende ni par.

TV 2 har spurgt Andrea Elisabeth Rudolph, om hun har en særlig strategi forud for sin dommerdebut, og i samme forbindelse fortæller den tidligere tv-vært, at hun ikke selv ville sige ja, hvis hun blev tilbudt en plads som nydanser i ”Vild med dans”.

- Nej, slet ikke. Jeg glæder mig bare til at se danserne. Jeg synes, de er utrolig modige. Jeg turde ikke selv at være med. Det er meget dans, og det er meget træning, og det bliver en livsstil. Jeg kan stadig mærke det i kroppen, og jeg har bare været vært. Jeg kan stadig, når jeg hører noget musik, tænke: ”Det ville være fedt at lave en rumba til den her”, eller ”okay man kunne lave en fed samba”. Det sidder stadig i kroppen, fortæller hun til TV 2.

Andrea Elisabeth Rudolph var vært på ”Vild med dans” i sæson 1, 2, 4, 5 og 6. I tredje sæson var hun på barsel.

Læs mere om: