22. sep. 2023
Af Karina Didriksen

Andreas Bo Pedersens forlovede er overrasket: Han kan jo slet ikke danse!

Andreas Bo og Katrine.
Andreas Bo og Katrine.
Foto: Claus Fisker
Komikeren Andreas Bo Pedersen får opbakning af sin forlovede Katrine Wadil og sin bonussøn til ”Vild med dans”-premieren.

Andreas Bo Pedersen får sin debut på dansegulvet til ”Vild med dans”-premieren fredag aften, og blandt publikum får han stor opbakning af familien.

Komikerens forlovede Katrine Wadil og hendes søn Tino på 12 år sidder i studiet og hepper på ham.

- Vi glæder os og er meget spændte. Tino plejer at være Andreas’ største heppekor, så det er dejligt at have ham med, sagde en glad Katrine Wadil til BILLED-BLADET.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-09-22/_mho1404.jpg
Katrine Wadil og sønnen Tino.
Foto: Martin Høien

56-årige Andreas Bo Pedersen er alderspræsidenten på årets hold, og hans forlovede havde slet ikke set det komme, at han ville sige ja til at være med i dansekonkurrencen.

- Jeg er meget overrasket over, at Andreas valgte at deltage. Det er jo noget, han slet ikke kan, for han kan slet ikke danse, udbrød Katrine med et grin og tilføjede:

- Det er sjovt, at han ikke engang har øvet et par trin op til. Han ville først gå i gang til prøverne. Så vi er meget spændte på, hvor dygtig han er blevet. Men jeg synes, det er sejt, at han er med!

Katrine Wadil kan næsten ikke vente med at se sin store kærlighed på dansegulvet.

- Camilla (Dalsgaard, red.) har spurgt, om vi ikke kom ind for at se ham øve, men det har slet ikke passet ind. Så det er første gang, jeg skal se ham danse.

Andreas Bo skal danse cha cha cha til premieren sammen med dansepartneren Camilla Dalsgaard.

Læs mere om: