17. mar. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Anmeldelse af Badehotellet afsnit tre: Det får helt sikkert konsekvenser

Badehotellet 
Badehotellet
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
”Badehotellet” er tilbage, denne gang med sæson 10, som også bliver den allersidste. BILLED-BLADET dækker sæsonafslutningen tæt, og hver uge anmelder vores journalist og ”Badehotellet”-ekspert Laura Dalgård Hansen ugens afsnit med udgangspunkt i en række nedslag.

Tredje afsnit af ”Badehotellet” løb over skærmen søndag aften, og det var det hidtil bedste i sæsonen efter min mening.

Afsnittet bød på masser af både komik og drama, og nogle fik måske tilmed våde øjne, da fru Fjeldsø til sidst i afsnittet beviste, at hun er mere end en bridgespiller i brune spadseredragter. Hun har bestemt også følelser, og det blev demonstreret på fineste vis, da hun kom ind til Amanda og ønskede hende og Uwe alt det bedste i fremtiden.

Havgusen til sidst blev måske en smule for meget til min smag, men til gengæld hang det jo godt sammen med Ibsen-stykket, og så var det også en fin måde at få introduceret Philip på – så må vi se, om Kitty kan holde på (endnu) en hemmelighed.

Afsnittets største styrke var måden, hvorpå man fik afsløret hemmeligheden om Fridas far. Langt de fleste havde nok regnet ud, hvad der var på vej, da telefonrøret lå på bordet, og Bent Ødegaard Andersen i den anden ende kunne høre alt, hvad der foregik, men ikke desto mindre var det alligevel sjovt at følge, hvordan rygtet lynhurtigt spredte sig fra sagførerens sommerhus til fru Fjeldsøs værelse og til sidst helt ned i køkkenet.

Badehotellet sæson 10 2024. Fotos fra afsnit tre.Alice Frigh (Anette Støvelbæk) og Helene (Cecilie Stenspil)
Anette Støvelbæk og Cecilie Stenspil i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Kort resume

Frida viser fotoet af sin far til Otilia, og lynhurtigt ender det med, at hele hotellet ved, at Amanda har fået barn med en tysker. Fjeldsø vil rejse af samme grund, men søsteren Lydia får hende på bedre tanker.

Weyse kæmper fortsat med Kitty, der mest af alt har lyst til at opgive sin rolle, men han får hende overbevist om at blive. Til gengæld afslører Kitty over for Helene, at hun og Weyse havde en affære, da hun var hans elev, og Helene bliver rasende. Den næste dag frygter Weyse, at Kitty vil gå i døden ude i tågen, men hun ender med at finde Philip, der bliver overrasket over at høre, at Ditmar er tilbage på hotellet.

Molly får endelig kontakt til Fie ovre i England, og i flygtningelejren får Morten besøg af Uwe, der skuffet får at vide, at der ikke er mere arbejde til ham på gården.

Ugens scene

Afsløringen af hvem der er Fridas far

Allerede da Otilia trak Amanda til side på kontoret, og Bent Ødegaard Andersen var i telefonrøret, der lå frit fremme på skrivebordet, kunne man regne ud, hvad der var på vej, men afsløringen af, hvem der i virkeligheden er Fridas far, er enormt godt fortalt og sat sammen.

Lige fra fru Frigh, der ikke kan lade være med at sige det videre til Helene, der siger det videre til hr. Weyse, der er lige så stor en torsk, som den der bliver serveret til middagen, da han siger det videre til hr. Aurland og Lydia, fordi han selv er fuldstændig overbevist om, at tyskeren ikke kan være far til Frida.

Allerbedst kunne jeg lide den del af fortællingen, hvor fru Fjeldsø fik det at vide af Lydia. Olga er så tilpas fin på den, at hun ikke selv ville gå ud på gangen og blande sig i den lange samtale, men samtidig også usikker nok på sig selv til at hun troede, de snakkede om hende.

I samme forbindelse må jeg også lige nævne de utroligt velspillede scener mellem både fru Fjeldsø og Lydia, hvor sidstnævnte får sat sin storesøster på plads, hvad angår snakken om ægte kærlighed, og da fru Fjeldsø til sidst i afsnittet kommer ind til Amanda for – på sin egen fine måde – at undskylde sin opførsel og anerkende Amandas valg.

Badehotellet sæson 10 2024. Fotos fra afsnit tre.Lydia (Sonja Oppenhagen) og Fru Fjeldsø (Birthe Neumann)
Sonja Oppenhagen og Birthe Neumann i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens replik

Hvis der er nogen her, der er blevet misbrugt, så er det da mig!

Sådan lyder det nærmest grådkvalt fra en dybt fornærmet og uforstående hr. Weyse, da Kitty ud af det blå siger, at hun følte sig misbrugt både mentalt og seksuelt af Weyse, dengang hun var hans elev. Den udlægning af fortiden kan den gode Weyse – naturligvis – slet ikke genkende.

Han skal vist være glad for, at han ikke lever i 2024!

I tredje afsnit af ”Badehotellet” var der også flere andre forrygende replikker. Det var svært ikke at grine af Georg Madsen, der med tyk, dansk accent – men med stolthed i stemmen – sagde ”How do you do?” til Therese som bevis på, at sprogkurset havde virket.

Jeg var også meget begejstret for Weyse ord til Kitty, da hun havde afsløret deres affære over for Helene. ”Fordi du er syg i hovedet”, lød det fra hr. Weyse i bedste Ingeborg Skjern-stil.

Badehotellet sæson 10 2024. Fotos fra afsnit tre.Helene (Cecilie Stenspil) og Edward Weyse (Jens Jacob Tychsen)
Cecilie Stenspil og hr. Weyse i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens overraskelse

At Kitty allerede nu har afsløret over for Helene, at hun havde har haft en affære med hr. Weyse

I tredje afsnit blev flere hemmeligheder afsløret, og én af dem stod Kitty Hansen for. Hun kunne nemlig ikke længere gå rundt omkring Helene uden at fortælle hende, at hun som elev altså havde et forhold til hr. Weyse i sin tid.

Helene og Weyse har haft mange ægteskabelige kriser i årenes løb, og den kongelige skuespiller har da også tidligere været sin hustru utro.

Sæson 10 byder også på udfordringer for parret, og i tredje afsnit smed Helene sin mand ud af soveværelset. Men jeg havde ikke regnet med, at Kitty allerede her en tredjedel inde i sæsonen ville afsløre den store hemmelighed. Jeg har indtryk af, at hun bliver hængende på hotellet i lang tid, og betyder det mon, at der er endnu flere hemmeligheder, der skal afsløres? Og skal Helene og Weyse bruge seks afsnit på at klinke skårene, eller kommer ægteparret i yderligere problemer?

Badehotellet sæson 10 2024. Fotos fra afsnit tre.Kitty Hansen (Andrea Øst Birkkjær)
Andrea Øst Birkkjær i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens undren

  • Philip vidste ikke, at Ditmar var taget til hotellet, og Ditmar ved ikke, at Philip bor i den lille hytte lige i nærheden. Og det ønsker Philip i øvrigt heller ikke, at Ditmar får at vide. Hvor længe kan Kitty mon holde på den hemmelighed?
  • Apropos Kitty, skal man så regne med, at hun bliver hele sommeren? Og hvilke yderligere problemer kan hun nå at skabe, før ferien slutter?
  • Kitty er ikke god til at holde på hemmeligheder, og det tror jeg heller ikke, Tulle er. Det store spørgsmål er, om hun har overhørt, at Fridas far er tysker. Hun har et horn i siden på Edith – og måske hele hotellet – så hvilke konsekvenser vil det få, hvis resten af egnen får nys om, at hotellets bestyrer er tyskertøs? Måske nyheden også når helt til København, hvis Ødegaard Andersen ikke kan vare sin mund?
  • Hvor går egentlig grænsen for, hvad Helene finder sig i? Weyse har udsat hende for lidt af hvert, men hun må jo virkelig elske ham i sidste ende.
  • Uwe kan ikke længere få arbejde på gården, fordi høet er i hus. Men betyder det, at han nu ikke længere kan mødes med Amanda i smug? Eller finder de en anden løsning?
  • I tredje afsnit blev der åbnet lidt op for fru Fjeldsøs fortid, og hun var åbenbart ulykkeligt forelsket i en kontorist, men hun turde ikke at gøre alvor af det i sin tid, så hun måtte nøjes med hr. Fjeldsø. Hvordan var han mon, og fortryder fru Fjeldsø måden, hvorpå hun har levet sit liv?
Badehotellet sæson 10 2024. Fotos fra afsnit tre.Hr. Madsen (Lars Ranthe) og Therese Madsen (Anne Louise Hassing)
Lars Ranthe og Anne Louise Hassing i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens anmeldelse

https://imgix.billedbladet.dk/2024-03-14/femsole.png

Læs mere om: