Badehotellet slår sin egen rekord

Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Fie og co. sluttede tredje sæson af ”Badehotellet” med at slå deres egen seerrekord. Over 1,6 millioner kiggede med, da instruktør Flygelhorn hersede med Amanda og iscenesatte Hr. Weyses filmcomeback på Molly Anderens hotel.

Onsdag, 17. februar 2016 - af Casper Nielsen

Badehotellet har aldrig været mere populært end nu. Tredje sæson sluttede med en vaskeægte seerrekord, der nok kan bringe solskinssmilene frem hos producenter, manuskriptforfattere og de skuespillere, der har givet rollerne liv.

Ny rekord

Hele 67 procent af danskerne, som havde tunet ind på en flow-TV-kanal, da sidste afsnit rullede over skrærmen valgte nemlig at se sæsonafslutningen på 'Badehotellet' på TV2.

De 67 procent svarer til, at 1.623.000 danskere kiggede med for at se hvordan det gik med Fie, Molly, Amanda og alle de andre elskede figurer.

Dermed slog serien lige akkurat sin egen seerrekord med 2000 seere viser den seneste TV-måling fra Gallup.

Den hidtidige seerrekord for 'Badehotellet' blev sat den 4. januar 2016, hvor 1.621.000 seere så årets første afsnit.

LÆS MERE: Kom med bag kulissen på Badehotellet

Højt vurderet

På en skala fra 1 til 5 har de danske seere vurderet de seks første afsnit af 'Badehotellets' tredje sæson til 4,54.

Dermed slår den på anden decimalen "Matador", der blev vurderet til 4,53, da serien blev genudsendt i 1997-1998.

Ifølge TV 2 var sidste afsnit det mest sete dramaserieafsnit på kanalen siden ’Strisser på Samsø’ fra 1997.

TV 2 har meddelt, at der kommer en fjerde sæson af serien, som begynder optagelser til juni, og får premiere i 2017.

Meld dig til BILLED-BLADETs nyhedsbrev og opdag en verden af fordele! Klik her!