B.S. Christiansen: Jeg tager færre risici nu

B.S. Christiansen har et stort publikum til sine meninger om, hvordan livet bedst leves. Selv har han det fantastisk, og han er lidt trist ved tanken om, at det slutter en dag.

Godt nok er B.S. Christiansen en mand i topform, men heller ikke han kan løbe fra alderen. Han er 59 år. Skægget og hans sparsomme hovedhår er blevet gråt i de senere år. Furerne i ansigtet har gravet sig dybere ind i huden. Men livslysten brænder som i ungdommens vår, og i de seneste syv uger har han prøvet at puste noget af den ind i et hold unge piger i TV 2-serien "BS. og Basserne".

Men hvordan har den gamle jægersoldat det selv? Jo tak, han kunne ikke have det bedre, skulle vi hilse og sige, men der er lige dét med alderen.

- Jeg tænker mere over tingene end før. Jeg tager ikke så mange unødige risici. Hvis jeg brækker en hofte i dag, er det jo mere alvorligt, end da jeg var 29 år. Min makspuls er heller ikke så høj. Jeg er også nødt til at tænke mere over, hvad jeg spiser og passe min nattesøvn. Egentlig ville jeg jo gerne være blevet ved med at være 29 år, for jeg synes, livet er fantastisk. Det er skidesjovt at være her, og jeg ærgrer mig over, at det forholdsvis snart er slut, siger B.S. og smiler. For han regner naturligvis ikke med at skulle op til "den store jæger" foreløbig.

Han har stadig en misundelsesværdig fysik, som er i stand til at tage pusten fra de fleste 30-årige. Men motion dyrker han ikke.

- Jeg er bare aktiv og drøner rundt. Tager trapperne i stedet for elevatoren, siger han.

Jeg er en rar far

B.S. er gift med journalist Karin Slot Christiansen og far til tre drenge og en pige på hhv. 4, 11, 16 og 18 år. Hvis nogen tror, han har opdraget dem med streng eksercits, kan de godt tro om.

- Jeg synes faktisk, jeg er en rar far, siger han og forklarer hvorfor: - Jeg er ikke skrap, men konsekvent. Børn skal da helst træde ved siden af. Ellers udvikler de sig ikke. Derfor har jeg aldrig nogensinde overreageret eller hævet stemmen over for dem. Jeg giver en advarsel, og så er tilgivelse det allervigtigste. Jeg synes generelt ikke, at vi er gode nok til at tilgive i Danmark. Folk bliver jo utrygge på arbejdspladserne, hvis de ikke tør sige, at de har lavet noget skidt. Så bliver fejlene opdaget for sent.