2. dec. 2023
Af Catja Klarskov, Laura Dalgård Hansen

De sidste Badehotellet-optagelser er i kassen: Sådan reagerede skuespillerne

Fru Weyse og fru Frigg i sæson 9 af "Badehotellet".
Fru Weyse og fru Frigh i sæson 9 af "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Det er nu bekræftet, at de sidste optagelser til TV 2-serien ”Badehotellet” er i kassen, og det blev en følelsesladet afslutning.

Det er nu bekræftet, at det sidste klap nogensinde lød fredag aften i de ikoniske "Badehotellet"-kulisser i Risby Studierne, og der går derfor ikke mange måneder, før den 10. og sidste sæson får premiere.

Det er efterhånden længe siden, at TV 2 meddelte, at den 10. sæson af ”Badehotellet” markerer enden på seersuccesen, der første gang rullede over skærmen i december 2013.

En rørende afslutning på et årti, hvor både skuespillerne foran kameraet og produktionen bag har skabt et unikt og et tæt fællesskab. Det oplyser TV 2 og seriens producer Michael Bille Frandsen, der bekræfter at den sidste optagelse har fundet sted fredag aften.

Michael Bille Frandsen løfter desuden sløret for, hvordan afslutningen blev markeret og ”Badehotellet”-familien reagerede på afskeden.

– Det har naturligvis været en følelsesladet tid i de seneste uger op til, hvad der i dag blev den sidste optagedag på ”Badehotellet” nogensinde. Og selv om vi i starten af denne uge også har været ramt af sygdom, så lykkedes det alligevel at bevare legen og glæden igennem alle tårerne. For der er stort set ikke været en skuespiller, der ikke har fældet en tåre efter deres sidste optagelse. Det har været meget bevægende og særligt, lyder det fra Michael Bille Frandsen, der desuden kan berette, at alle skuespillerne fik en buket blomster, en flaske champagne og mulighed for at sige et par ord, når deres sidste scene var filmet.

Michael Bille Frandsen oplyser desuden, at selv om flere af skuespillerne havde haft deres sidste arbejdsdag forud for fredagens sidste klap, så mødte flere alligevel op i Risby Studierne, så holdet kunne markere afslutningen sammen.

Det er dog ikke kun skuespillerne, der har sidste arbejdsdag. Bag kameraet står et helt hold, der også har haft følelserne udenpå tøjet på denne særlige dag.

– Det er ikke kun skuespillerne, der er bevægede på sådan en dag. Langt over halvdelen af alle dem, der er med på holdet, har været med helt fra starten. Det er noget ganske særligt at have været i produktion i 10 år uden pause. Der findes ikke mange produktioner, hvor man arbejder så tæt sammen over så lang en periode. Det er i sandhed en kærlig afsked med en stor familie og et unikt arbejdsfællesskab, som vi har taget i Risby i dag, lyder det afslutningsvis fra Michael Bille Frandsen.

Læs mere om: