24. nov. 2023
Af Karina Didriksen

Karina Frimodt med kryptisk melding om Vild med dans-finalen: Det er ikke set før

Karina Frimodt og Kasper Fisker.
Karina Frimodt og Kasper Fisker.
Foto: Hanne Juul
Influenceren Kasper Fisker og partneren Karina Frimodt glæder sig til at vise deres freestyle i ”Vild med dans”-finalen, som bygger på en særlig historie.

Kasper Fisker og Karina Frimodt har danset sig hele vejen til finalen i ”Vild med dans” uden at være i en eneste omdans.

Det eneste, der kan stå i vejen for en vindertitel, er de to andre par, som de skal dyste imod i Forum Horsens, Mette Sommer og Morten Kjeldgaard samt Fredrik Trudslev og Jenna Bagge.

Derfor håber de nu på, at deres freestyle fredag aften vil imponere dommerne, publikum i salen og seerne derhjemme.

- Det bliver noget, man ikke har set før, lød den kryptiske melding fra Karina Frimodt, da BILLED-BLADET mødte parret efter semifinalen.

Kaspers personlige historie

35-årige Kasper Fisker satte nogle flere ord på deres freestyle, som skal illustrere en personlig fortælling.

- Jeg har fået lov til at fortælle en historie. Det er faktisk en historie, der betyder rigtig meget for mig, og er noget, vi har ventet med i tilfælde af, at vi skulle komme i finalen, forklarede den tidligere fodboldspiller og fortsatte:

- Den passer bare sindssygt godt til en freestyle. Karina har fanget min følelse, og ud fra det har hun lavet en fed koreografi. Nu er vi i finalen, og jeg glæder mig så meget.

45-årige Karina Frimodt har været i finalen to gange tidligere, men har aldrig vundet.

Hun fik en andenplads med komikeren Uffe Holm i 2013 og en tredjeplads med skuespilleren Christopher Læssø i 2019.

- Jeg vil bare så gerne have et vindertrofæ til at stå derhjemme, lød det fra en rørt Frimodt.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-11-20/_hjp6367_preview.jpg
Foto: Hanne Juul

En tragisk historie

Onsdag i denne uge deltog Kasper Fisker og Karina Frimodt i en chat på TV 2’s hjemmeside, hvor de afslørede flere detaljer om deres freestyle i finalen.

- Freestylen handler om, da jeg blev fodboldinvalid som 32-årig, som er en af de mest markante og tragiske historier i mit liv, så der lægger vi alt på bordet. Ellers er det ikke ret tit, at jeg viser følelser eller snakker om dem, fortalte Kasper Fisker og tilføjede:

- Så i freestylen danser vi til nummeret ”Running Up That Hill”, hvor vi smider alt på bordet – også det følsomme.

Læs mere om: