Kommer der mere Balladen om kolonihaven? Her er svaret
I ”Balladen om kolonihaven” har seerne kunnet følge beboerne i haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde i Aalborg.
De er blevet bekendt med personligheder som Fjolle-Keld og hustruen Susanne, den nye formand Finn, den gamle formand Inge og mange flere.
De fire afsnit, der har været blevet sendt på TV 2, har taget Danmark med storm.
Derfor er det et nærliggende spørgsmål, om der kommer mere?
For konflikterne i haveforeningen er absolut ikke løst endnu, selv om der er sket en positiv udvikling med mere opbakning til formanden Finn Lund.
Journalist og tilrettelægger hos produktionsselskabet Kompagniet, Gitte Sønderby, løfter nu sløret for, om der faktisk kommer mere. Det skriver TV 2.
”Balladen om kolonihaven” er optaget i sommeren 2022, og produktionsselskabet har da også fået smag for at lave mere.
Det er i hvert fald i overvejelserne.
- Vi kan godt mærke, at der er rigtig mange, der gerne vil have en sæson to. Og vi sidder da også lige nu og taler om det. Skal vi det? Kan vi det? Er der mere i historien? Så svaret er lige nu, at vi er helt uafklarede på, hvad der sker med det, fortæller Gitte Sønderby til TV 2.
Der kan derfor krydses fingre for, at seerne igen får indblik i haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde.