1. jul. 2016
Af Karina Didriksen

Kræmmer-Erik fra Fantastiske Fund: Sådan blev han en TV-stjerne

Erik Christiansen fra "Fantastiske Fund" på TV 2 FRI.
Erik Christiansen fra "Fantastiske Fund" på TV 2 FRI.
Den 67-årige kræmmer Erik Christiansen fra TV 2 FRI’s ”Fantastiske Fund” kan takke en god ven for, at han fik interessen for loppefund.

Erik Christiansen alias Kræmmer-Erik har i tre sæsoner medvirket i TV 2 FRI’s ”Fantastiske Fund” – et program han endte som en fast del af, efter han for to år siden blev spottet af et kamerahold hos Lauritz.com i Herlev.

Siden da har seerne kunnet følge hans jagt på fantastiske loppefund på kræmmermarkeder rundt om i Danmark. Det, der startede som en hobby, er nu blevet hans levevej.

– Det er en besættelse, og det ville man også kunne se, hvis jeg fik taget min puls fem minutter inden, et loppemarked starter. Min læge siger, at det er sundt at få pulsen op, men det er nok ikke lige på den måde, han mener det!, siger Kræmmer-Erik med et grin til BILLED-BLADET.

Vind drømmerejse – deltag gratis

Kræmmer-Erik har mistet sin gode ven

Erik Christiansen kan takke en god ven for, at han i 1980’erne kom med på loppemarkedsbølgen. Vennen Kaj samlede nemlig på loppefund, og hans kræmmerpassion smittede af på Erik.

De to kammerater konkurrerede om at finde de bedste fund, men desværre sluttede venskabet brat, da Kaj for seks år siden døde af en tumor i hjernen.

– Jeg tænker nogle gange, at hvis Kaj havde levet, så havde vi styret ”Fantastiske Fund” ud over rampen. Han var et livsstykke uden lige, og det er et meget stort savn, at han ikke er her mere, fortæller Kræmmer-Erik.

I stedet har kræmmeren nu selv været en fast del af TV 2 FRI-programmet i to år, og i øjeblikket er han i gang med optagelserne til sæson fire.

– Det er lidt en ny verden, der har åbnet sig for mig, og det er lige meget, hvor jeg bevæger mig hen. Jeg kan sidde med min kone og spise på en restaurant, og så kommer der nogen hen og siger til mig, at de nyder mine udsendelser. Men det er i en god ånd, så jeg har det helt fint med det, fortæller han.

Kræmmer-Erik nyder livet med sin hustru

Når den 67-årige kræmmer ikke finkæmmer diverse loppemarkeder for de mest unikke fund, så tilbringer han meget af sin tid i hjemmet i Hillerød. Her bor han sammen med hustruen Birgitte, som han har børnene Thomas på 35 og Stine på 40 år sammen.

Erik Christiansen har dog alligevel svært ved at lægge sit job på hylden, når han er på ferie med hustruen.

– Vi har lige været på Bornholm i tre dage, og da vi var ude at køre, så jeg et skilt, hvor der stod ”Loppemarked 200 meter til højre”. Så sagde min kone ”det er altså ikke nogen indkøbstur”, men alligevel blev der lidt klemt på bagsædet, da vi skulle hjem igen, siger Kræmmer-Erik med et smil.

I BILLED-BLADET nr. 26 kan du læse et stort interview med hele Danmarks Kræmmer-Erik.

Læs mere om: