10. jul. 2017
Af Majken Munk

Mette Søgaard fra Sukkertoppen: Min krop var øm

Mette Søgaard
Mette Søgaard, deltager i "Sukkertoppen".
Foto: Martin Høien
Konditor Mette Søgaard, som deltager i TV 2’s nye bageprogram ”Sukkertoppen”, havde en meget træt og brugt krop efter optagelserne til premiereprogrammet.

Der er ingen tvivl om, at konditorerne i TV 2-programmet ”Sukkertoppen” bliver sat på prøve. De skal kreere smukke kager, der kan imponere de hårde dommere, men for Mette Søgaard, der sammen med partneren Nichlas tog udfordringen op i første program, var det ikke kun kagebagningen, der var en udfordring.

- På en arbejdsdag arbejder man jo i otte timer, godt nok ikke i det tempo som vi gjorde i programmet, og jeg kunne da godt mærke, at jeg var øm i kroppen, fortæller Mette Søgaard og fortsætter:

- Så var det bare at ligge ned og slappe af indtil næste dag.

Under tidspres

Den 58-årige konditor er da også en af de ældste, hvis ikke den ældste, som deltager i programmet.

I første runde skulle Mette Søgaard sammen med sin tidligere lærling Nichlas lave tredive ens kager, der kunne være en fernisering værdig.

Her brillerede Mette og Nichlas, som fik dommeren Nikolaos Strangas til at bede om opskriften.

Serverede små kager

- Kagerne skulle indfryses hurtigt, så vi var meget spændte på, om kagerne blev kolde nok til, at vi kunne komme glace på. Men heldigvis kan man godt servere små kager til en fernisering, og det valgte vi, fortæller hun.

I anden runde skulle duoen kreere et "svendestykke", der skulle emme af den danske natur, og der skulle bruges butterdej. Her var det også Mette og Nichlas, der imponerede både dommere og publikum. De høje point gav holdet en plads i semifinalen.

Læs mere om: