20. aug. 2014
Af John Lautrup

Paprika Steen er favorit til at vinde Vild med dans

Paprika Steen
Paprika Steen
Foto: Krestine Havemann
Paprika Steen og Mads Vad er favoritter til vinde årets udgave af "Vild med dans", vurderer Danske Spil, der har offentliggjort deres odds på de 12 par.

Paprika Steen har de bedste chancer for at danse sig til sejr i årets "Vild med dans" sammen sin partner, Mads Vad. Det vurderer i hvert fald Danske Spil, som har fastsat oddsene på de 12 deltagende par.

Paprika Steen og Mads Vad giver pengene fem gange igen. Det samme gør Johannes Nymark og Claudia Rex.

- Paprika Steen er umiddelbart nok det mest kendte navn af de 12 ny-dansere, og med Mads Vad ved sin side så spår vi dem til at komme langt. Det samme tror vi om Johannes Nymark. Med en ballast som musical-skuespiller kunne det tyde på, at vi har med en person at gøre, der kunne være god på dansegulvet, siger Danske Spils odds-ansvarlige, Peter Emmike Rasmussen.

Tror også på meteorolog

Umiddelbart efter disse to par kommer vejrvært Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst, der giver pengene igen seks gange, hvis de vinder. Dernæst følger badmintonspilleren Tine Baun og Frederik Nonnemann, med odds syv.

Den tidligere SF'er og sundhedsminister Astrid Krag, som nu er socialdemokrat, har åbenbart ikke mange chancer for at danse sig til en førsteplads, hvis man skal tro Danske Spil.

Hun og Thomas Evers Poulsen indtager en klar dumpeplads og giver indsatsen hele 40 gange igen, hvis de mod Danske Spils forventning valser af med sejren.

- Politikere har sjældent den helt store folkelige opbakning, og derfor ser vi det som en sværere opgave for hende at stå med vinderpokalen efter finaleshowet, forklarer Peter Emmike Rasmussen.

Læs mere om: