22. apr. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Pernille Højmark var pludselig to steder på samme tid: Nu forklarer TV 2 Forræder-mysterie

Pernille Højmark
Pernille Højmark
Foto: Blu/TV 2
I afsnit to af "Forræder" kunne man pludselig se Pernille Højmark hele to gange i det samme billede - nu forklarer TV 2 mysterie.

Fredag aften bød igen på ”Forræder”, og forvirringen blandt de loyale, der skal prøve at finde frem til forræderne, blev ikke mindre i afsnit to, hvor de fik forvist endnu en loyal medspiller.

Hjemme i sofaen var der også nogle seere, der undervejs blev godt og grundigt forvirrede, for godt 16 minutter inde i programmet, var der måske nogle, der tænkte, at de så syner.

Her kunne man nemlig se Pernille Højmark på vej ind i opholdsstuen, hvor selvsamme Pernille Højmark sad med ryggen til. Man kunne med andre ord se den 63-årige skuespiller to gange i det samme billede!

”Forræder”-mysteriet har spredt sig på de sociale medier i løbet af weekenden, og Mathias Helt er blandt de mange, der har undret sig over, hvordan det kunne hænge sammen. På Instagram har han ligesom flere andre delt klippet, hvor man kan se 2xPernille Højmark.

BILLED-BLADET har rakt ud til TV 2, der nu forklarer, hvordan det hænger sammen.

- Der er tale om en såkaldt afmaskningsfejl, hvor man har brugt et andet billede til at dække over en fotograf i billedet. Det kunne man have gjort på flere måder, men her er der simpelthen sket en beklagelig fejl i klipningen, hvor Pernille Højmark kommer til at optræde to gange i samme billede, forklarer TV 2’s underholdningsredaktør Thomas Strøbech til BILLED-BLADET.

- Den fejl havde vi helst været foruden, og derfor bliver klippet ændret i den version, man fremtidigt kan se på TV 2 Play, siger han videre.

Læs mere om: