Pigerne på Badehotellet holder sig varme i sauna

Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Badehotellets piger holder varmen under strandscenerne i en mobil sauna, som de har fået produceren til at stille op. Alligevel vil Fie, alias Rosalinde Mynster, hellere have fjernet mandler end gå ud i det kolde vand.

Mandag, 18. januar 2016 - af Casper Nielsen
Pigerne i TV 2s ”Badehotellet” er ikke sene til at springe i bølgen blå. I sidste afsnit var det Cecilie Stenspil, der vovede sig ud i Vesterhavet, mens Amalie Dollerup havde strandscener, iført badedragt, i det første afsnit af den ny, tredje sæson.
Men ligeså varmt, og indbydende Vesterhavet ser ud på skærmen, ligeså koldt og blæsende var det på stranden sidste sommer, da skuespillerne skulle optage strandscenerne i "Badehotellet".
Derfor fik de overtalt seriens producent Michael Bille Frandsen til at importere en mobil sauna, som de kunne sidde og varme sig i, mens billedindstillinger og lys blev gjort klar.
Skuespillerne drillede ham med, at der under optagelserne på DRs ”Arvingerne” havde været sauna, da der i et afsnit skulle laves scener, hvor skuespillerne skulle i vandet. 
Det kunne produceren ikke sidde overhørig, og bestilte derfor også én til "Badehotellet".
 

Fie fra "Badehotellet" er ingen vandhund

 
 – Men saunaen var selvfølgelig ikke med på min optagedag, siger Rosalinde Mynster, stuepige Fie på "Badehotellet",  og indrømmer, at hun betemt ikke er glad for at lave badescenerne. 
- Jeg er altså ikke god til at gå i vandet. Jeg vil hellere have fjernet mandler, siger Rosalinde.
 
- Man skulle gå hele vejen ud over bakker og klitter for at komme ned til stranden. Det blæste og var koldt, siger Rosalinde om sidste sommers strabadser ved Slette strand, hvor hun sammen med de andre stuepiger fra "Badehotellet" skulle springe "10-20-30" i bølgerne - og samtidig få det til at se varmt ud.
 
Med saunaen er livet på "Badehotellet"s badestrand blevet noget lunere.