17. jul. 2014
Af Dorte Quist

Professionelle i nyt talentshow på TV 2

Susan Boyle.
Susan Boyle.
Foto: AOP
TV 2 mener ikke, de snyder seerne i deres kommende "Danmark har talent", selv om det ikke er amatører, der medvirker.

TV 2's kommende talentshow "Danmark har talent" - den danske udgave af den populære "Britain's got talent" - har svært ved at finde almindelige danskere til deres programmer. Casterne har netop været i Herning for at finde medvirkende til programmet, men det viste sig, at Herning var fuldstændig talentløst. I stedet har casterne bag programmet kontaktet mange professionelle musikere og sangere og spurgt, om de har lyst til at medvirke i det stort anlagte program, skriver Ekstra Bladet. Programmet er enormt populært i England, og mange husker nok Susan Boyle fra Skotland, der dukkede op ud af det blå og vandt programmet i 2009.

Hos Dansk Musiker Forbund kender man alt til talentprogrammernes brug af professionelle musikere.

- Vi har en sag hver fjortende dag, når talentkonkurrencerne kører flittigt i foråret og efteråret, siger formanden for Dansk Musiker forbund, Anders Laursen.

- Det er måske et udtryk for, at talentprogrammerne ikke kan finde nok talenter eller kvalitet og derfor griber til at presse vores medlemmer, siger han.

For ifølge talentspejderne skal musikerne nemlig optræde gratis. Grunden er, at man tilsyneladende mener, at musikerne får stor eksponering og derfor ikke behøver løn.

- Konkurrence er både for dem, der ikke vidste, at det, de kan, er noget helt særligt, men det er også for mere etablerede, som får en chance for at bryde igennem. Der laves præsentation af de medvirkende, hvor man hører, hvem de er, og hvad de laver, ligesom dommerne også spørger ind til det, inden de optræder, siger Thomas Strøbech, der er TV 2s redaktør på programmet.

- Så hvis man har været guitarist i 10 år og levet af det, så er det jo det, som bliver sagt i programmet. Vi snyder ikke seerne, lover han.

Læs mere om: