16. apr. 2024
Af Majken Munk

Rikke og Sandra konfronterer Tobias: Stine sætter ord på situationen i Kærlighed hvor kragerne vender

Tobias og Stine i "Kærlighed hvor kragerne vender"
Tobias og Stine i "Kærlighed hvor kragerne vender"
Foto: Anders Brohus/ TV 2
I ”Kærlighed hvor kragerne vender” har Rikke og Sandra en konfrontation med Tobias på daten, hvor også Stine er med. Hun sætter ord på, hvordan hun havde det i situationen.

Tobias har af sine tre piger Rikke, Sandra og Stine fået at vide, at de rigtig gerne vil tale med ham på tomandshånd i ”Kærlighed hvor kragerne vender”

Det tager han til sig og taler hver især med dem alle tre. Men i den snak har både Rikke og Sandra en fornemmelse af, at Tobias har sagt noget af det samme til dem begge to.

Og det beslutter de at konfrontere ham med, da han inviterer dem og Stine med på date i hans kolonihavehus.

En date, som Stine så meget frem til.

- Jeg var meget spændt på at se hans kolonihave, for han havde snakket meget om det. Det var også det, hans præsentationsvideo var fuld af. Jeg havde glædet mig til at se ham i sit helt rette element. Det er meget personligt at se noget, der er fylder meget i ens liv, fortæller hun til BILLED-BLADET.

Tobias inviterede pigerne på at luge ukrudt og plante jordbærstiklinger.

- Jeg synes, der var en god stemning. Det var rigtigt hyggeligt at være ude og ordne ukrudt, og så spidser det selvfølgelig lidt til, da Rikke og Sandra nævner det, han siger på spadaten, fortæller Stine.

For Rikke og Sandra har behov for at høre Tobias om, hvorfor han er endt med at sige nogle af de samme ting til hver af dem. Stine er indforstået med, at de gerne ville det, men hun havde håbet på, at Tobias havde rakt ud til hende.

- Jeg kan godt forstå, at pigerne har brug for at konfrontere ham med det. Vi havde også snakket om det inden daten. Jeg synes, det er helt fair, at han har fokus på dem, når de taler om det. Det omhandler jo ikke mig. Jeg kunne godt have savnet, at han havde fulgt op på mig efterfølgende, fortæller hun.

Når man ser afsnittet, virker det meget som om, at Stine ender med at være en tilskuer til Tobias’ relation med Rikke og Sandra. Ifølge hende selv er afsnittet en god repræsentation af, hvad der faktisk skete.

- Det viser meget godt, at det er det, der er foregået. Det er selvfølgelig ikke alt, der kan være med i programmet, men afsnittet afspejler meget godt oplevelsen af det. Jeg kunne godt mærke til festen, at Tobias’ interesse lå to andre steder. Jeg havde indstillet mig på, at det ikke var mig, han var interesseret, fortæller hun og uddyber, at hun allerede havde lugtet lunten til festen:

- Til selve festen var jeg ude at snakke med en fra produktionen om min deltagelse i programmet. Vi blev enige om, at jeg havde brug for at observere og være lyttende i det, før jeg tog en beslutning. Jeg kunne godt mærke, hans interesse lå et andet sted, men jeg skulle lige finde ud af min egen interesse. Til spadaten prøver jeg at finde ud af, hvordan jeg har det i det, og jeg kan mærke på mig selv, at vi ikke er et godt match.

Selv om Stine selvfølgelig var lidt ærgerlig over, at Tobias’ interesse lå hos de to andre piger, gav situationen hende mulighed for selv at mærke efter.

- Det var træls til festen at finde ud af, at hans blik var meget på Sandra og Rikke, men det fik mig til at stoppe op og overveje, om jeg selv var interesseret. Det er meget nemt at blive lullet ind i konkurrencen om at være den, der bliver valgt til, så det var rart at få mulighed for at mærke efter, fortæller Stine.

Tobias skal efter daten tage et valg om, hvilke to piger han vil fortsætte med at date. Hvem han sender hjem, bliver først afsløret i afsnit 8.

Læs mere om: