8. sep. 2023
Af Karina Didriksen

Tine Gøtzsche tog røven på de andre i Forræder: Blev fældet lige inden finalen

Tine Gøtzsche.
Tine Gøtzsche.
Foto: TV 2
Tv-værten Tine Gøtzsche havde set den komme, da hun blev fældet som forræder i afsnit 7 af TV 2-programmet ”Forræder”.

Hun var så tæt på at nå i finalen, men så gik den ikke længere! Tine Gøtzsche er ude af ”Forræder”.

I flere uger har den 56-årige tv-vært formået at manipulere og lyve for sine meddeltagere i TV 2-programmet uden at vække mistanke, men i afsnit 7 vendte de andre sig imod hende.

De var otte deltagere tilbage, og da stemmerne blev talt op, havde Tine Gøtzsche fået fem stemmer, mens Bjørli fik tre stemmer.

Det kom dog ikke helt bag på Tine Gøtzsche, som i løbet af dagen havde kunnet fornemme, at der blev hvisket i krogene.

- Jeg er utroligt glad for, at jeg har fået lov til at være med så længe. Jeg synes, det har været en fest at være med, og jeg glæder mig til at møde jer alle sammen på et tidspunkt, hvor man ikke behøver at sige ”er det dig eller dig”, sagde tv-værten i programmet, da hun var blevet udvist.

Og så skulle spændingen udløses for de andre deltagere. For var Tine Gøtzsche virkelig forræder, eller var hun loyal?

- Jeg har sagt til jer alle sammen, at man ikke skal stole på nogen, og at man skal mistænke alle. Det er et mantra, som I alle sammen bør læne jer op ad, lød det fra Gøtzsche, som kort efter udbrød:

- Og så vil jeg bare sige, ”jeg er forræder”!

Det resulterede i et jubelbrøl fra de andre deltagere, som netop havde stemt på hende.

- Tine tog røven på os alle sammen, konstaterede en imponeret Julia Sofia Astrup.

Stolt af mig selv

Tine Gøtzsche har været forræder siden program 1 og røg altså ud lige inden finalen.

- Jeg er virkelig stolt af mig selv, jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville kunne holde det her. Jeg har løjet, afpresset, forvist og andre frygtelige ting. Men jeg har bevist, at jeg faktisk godt kan finde ud af at spille spil. Og jeg troede bare, at jeg var sådan en, der altid skulle slås hjem i første runde, sagde hun med et grin i programmet.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-09-08/077a8381-fb9a-4b26-8b7c-b41bf47150dc_0.jpg
Foto: TV 2

Der er nu to forrædere tilbage, Sarah Mahfoud og Johannes Nymark. De besluttede i programmet, at krimiforfatteren Julia Hastrup skulle myrdes om natten.

Finalen i ”Forræder” sendes fredag d. 15. september kl. 20 på TV 2.

Læs mere om: