Vild med dans-stjerner forsinket af bombetrussel

Daniel Svensson, Karina Frimodt

Daniel Svensson, Karina Frimodt

Foto: Hanne Juul

Bombetruslen i Kastrup Lufthavn har forsinket paso double-træningen for Karina Frimodt og Daniel Svensson.

Tirsdag, 12. september 2017 - af Majken Munk

Egentlig var Karina Frimodts dag skemalagt, men en bombetrussel i Kastrup Lufthavn har rykket lidt rundt på skemaet. 

Det var meningen, at hun skulle have hentet sin dansepartner Daniel Svensson i formiddags, så de kunne træne, men flyet fra Aalborg, som han skulle med, er blevet aflyst af flere omgang, på grund af truslen. 

- Vi skal træne i dag! Så lige nu afventer jeg, om han kommer hertil, eller om jeg skal starte bilen og køre til Jylland, fortæller Karina Frimodt, der alligevel skulle træne med Daniel i Aalborg i morgen. 

Daniel Svensson har flair for paso double

Det er meget nødvendigt, at parret får trænet, for faktisk har de kun snust til paso doublen, som helst skal sidde lige i skabet på fredag. Heldigvis så passer dansen ret godt til Daniel Svensson. 

- Positionen i kroppen er svær, men han er stor og stærk, og har udseendet med sig til netop den her dans. Han har flair for at danse, og så er han sportsmand, så han vil gøre alt for at blive god, fortæller hun. 

Hård træning

Ifølge den nye plan skal Daniel Svensson ankomme til København omkring kl. 14.00, hvis altså flyet letter som planlagt. Hvis ikke parret får mulighed for at træne i dag er der to hårde træninger i vente for Karina Frimodt og Daniel Svensson.

- Dansen sidder absolut ikke på rygraden endnu, så det bliver to hårde træninger onsdag og torsdag, hvis ikke vi kommer til at træne i dag, fortæller Karina Frimodt.

Forhåbentlig når parret at mødes, så de er hundrede procent klar til at danse en fejlfri paso double på fredag.