18. sep. 2014
Af Malan Joensen

Gertrud Højlund vandt Masterchef – dommernes duel

Gertrud Højlund i "Masterchef - dommernes duel".
Gertrud Højlund i "Masterchef - dommernes duel".
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
En finaleret med brøndkarse-is var blandt de ingredienser, der skulle til for at vinde konkurrencen.

Der var spænding for alle pengene, da vinderen af ”Masterchef – dommerne duel” skulle findes torsdag aften. Emil Thorup, Pernille Rahbek og Gertrud Højlund var på plads i køkkenet, klar til at kæmpe for æren.

Det blev dog Gertrud Højlund, deltageren fra Jakob Mielckes hold, der vandt den store dyst.

Men inden hun fik trofæet i hænderne, ventede spændende udfordringer.

Dommerne Thomas Castberg, David Johansen og Thomas Mielke sørgede for, at deltagerne skulle igennem en række forskellige retter i ”Kokkens efterfølger”, hvor deltagerne skulle følge dommerne, der på skift i køkkenet lavede en finaleret.

Dessert af is og selleri

En af de mere specielle retter var desserten, der blandt andet bestod af is og selleri, og den fik Gertrud Højlund mest rost for.

Også forretten var Gertrud Højlund den, der var mest heldig med, og selv om Emil Thorup høstede mest ros for hovedretten, endte dommerne med belønne Gertrud Højlund med en fordel til den sidste og afgørende konkurrence.

Hvor Emil Thorup og Pernille Rahbek blot kunne få 1 minuts hjælp fra dommerne til den sidste udfordring, fik Gertrud Højlund hele fire minutters hjælp.

Havtaske og et væld af lækre grøntsager og råvarer blev præsenteret for de spændte finalister, og så var det bare om at klø på.

Hjælp til saucen

Gertrud Højlund brugte sin ekstra fordel på at få hjælp til at tilsmage sin sauce, og Mielcke anbefalede hende også at stege fisk og kantareller på samme pande. Gertrud Højlund ville endnu en gang prøve kræfter med isfremstilling, og hun satsede blandt andet på at få kreative point ved at fremstille en brøndkarse-is, der ikke var sød.

Da det blev tid til, at dommerne skulle bedømme de tre retter, fik Gertrud Højlund ros for at bruge is i en ret, selv om dommerne dog ikke helt kunne se meningen med den særlige brøndkarse-is.

Emil Thorup fik ros for sin flotte anretning, men hans blomkålspuré var ikke glat og manglede tilsmagning. Pernille Rahbek havde også lavet en flot tallerken, med en puré, der sad lige i skabet, men hun havde stegt havtasken for lidt, og den manglede nogle minutters tilberedning.

Blev rost for kreativitet

Dommerne indrømmede efter prøvesmagningen, at det var svært at beslutte, hvem der skulle vinde.

De mente, at Pernille Rahbek og Emil Thorup begge havde gjort det godt, men at de havde også lavet fejl. Derimod havde Gertrud Højlund vist stor kreativitet i den sidste ret, og derfor blev hun udråbt som den samlede vinder.

Og det var en meget lykkelig Gertrud Højlund, der tog imod den flotte hæder, mens konfettien regnede ned over de tre finalister.

- Hvor er det bare fedt, udbrød den glade vinder af ”Masterchef – dommernes duel”.

Læs mere om: