2. dec. 2023
Af Christinna Braun

Vigga Bro har spillet med i flere julekalendere – men hendes favorit er ikke iblandt

Vigga Bro.
Vigga Bro.
Foto: Jacob Ljørring
Skuespilleren Vigga Bro har været med i flere julekalendere på tv.

Den 86-årige Vigga Bro har spillet med i et hav af film og serier, og så har hun også været at finde i årets tv-julekalendere mange gange.

Ifølge Danske Film har Vigga Bro været med i syv af slagsen:

”Besøg på Decembervej” (1968), ”Noget om nisser” (1972), ”Vinterbyøster” (1973), ”Alletiders Nisse” (1995), ”Jul i Valhal” 2005, ”Julestjerner” (2012) og ”Julehjertets Hemmelighed” (2022).

Efter hun sidste år medvirkede i ”Julehjertets Hemmelighed”, fortalte hun til BILLED-BLADET om sine mange julekalender-roller.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg har været med i så mange julekalendere. Jeg har også spekuleret over det. Det er mærkeligt, for jeg laver alt muligt andet, og så også lige julekalender. Jeg kan godt lide børn og barnlige sjæle, sagde Vigga Bro til BILLED-BLADET sidste år.

Selvom hun har medvirket i hele syv kalendere, er hendes favorit tv-julekalender ikke iblandt.

Til SØNDAG fortæller Vigga Bro, at hendes yndlings-tv-julekalender er en ny af slagsen. Nemlig "Julefeber" fra 2020.

- Den, der foregik på Det Kgl. Teater med balletbørnene, var god. ”Julefeber” hed den. Den var jeg rigtig glad for. Børnene, der medvirkede, var så gode, og det var en fin historie, fortæller Vigga Bro til SØNDAG.

Læs mere om: