Ugens korte nyheder
I denne uge om Inger Støjberg, Kathrine Kaysen, Annette Heick og Brian Nielsen.
Hvis valget gik godt, havde den tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg besluttet, at hun ville forære sig selv et par øreringe. Hun fik over 16.000 personlige stemmer, så lørdag aften bar hun sine nye øreringe af hvidguld med en Tahiti-perle til Harald Nielsens fødselsdagsfest. Hun har i øvrigt selv designet dem.
Engang var det Rudi, der spillede Mie i "Far til fire"-filmen. I dag er det Kathrine Kaysen, og da hun er ved at uddanne sig til skrædder, havde hun både syet sin egen og Rudis kjole til fødselsdagsfesten for Harald Nielsen lørdag aften.
Kathrine er elev hos Lasse Spangenberg, men i øjeblikket på skole i Sønderborg, så Rudis kjole har været fløjet frem og tilbage den sidste måneds tid, når hun skulle prøve, om den passede. De to Mie'r så strålende ud i deres festrober, Rudis med blondeoverdel og Kathrines med perlebesat top.

Annette Heick er på scenen i "Elsk mig i nat X-mas" hele to gange på sin 40-års fødselsdag næste lørdag, så der bliver ikke gilde på selve dagen for den travle sangerinde. Faktisk har Annette rykket festen helt til 2013 på grund af arbejdspres.
Bokseren Brian Nielsen har ikke længere sine boksehandsker fra kampen mod Evander Holyfield. Dem forærede han lørdag aften til højestbydende i det store BrystGalla-show, hvor også hans samlever, Jeannette, deltog. Efter at hun fik konstateret brystkræft, har hun været gennem tre operationer, hvor hun til sidst fik fjernet sit højre bryst.
- Men i dag har jeg det godt, siger 45-årige Jeanette, der har et par tvillingepiger på to år sammen med Brian.
















