10. maj. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Dejlig nyhed: Michael Falch er blevet gift

Michael Falch
Michael Falch
Foto: Thomas Laursen
I forbindelse med udgivelsen af sin nye erindringsbog fortæller Michael Falch nu, at han sidste år blev gift med sin thailandske kærlighed, Ginnalee.

Michael Falch skulle egentlig bare have behandling for en rygskade, men han endte med at få meget mere med hjem fra massageklinikken – lynet slog nemlig ned, og den nu 66-årige musiker faldt pladask for thailandske Ginnalee, som han siden har dannet par med.

Kærlighedshistorien fortalte Michael Falch om i sin erindringsbog ”Over stregen: Umodne manddomsfortællinger”, der udkom i 2021.

Kærligheden mellem parret var dog ikke nem, for Ginnalee var nødt til at forlade Danmark, og bogen sluttede med, at hun rejste tilbage til Thailand.

- Hun måtte ikke længere opholde sig i Danmark, hvor hun blev udvist fra i to år, og min forrige bog sluttede derfor brat og uforløst. Så læsere og lyttere fortjente en fortsættelse af fortællingen, fortæller Michael Falch til Ritzau ifølge Ekstra Bladet.

Han har kæmpet for at få lov til at få hende tilbage til Danmark, og hvordan den kamp er endt, må man købe hans nye bog for at finde ud af.

Det er dog ikke nogen hemmelighed, at parret er blevet gift. Ifølge Ritzau fandt vielsen sted i januar 2022 i Thailand, og på Michaels Falchs ringfinger kan man se beviset.

Det spottede Cecilie Frøkjær også, da han for nogle måneder siden var på besøg i forbindelse med optagelserne af ”Deja-vu med Frøkjær”, men dengang var han meget hemmelighedsfuld omkring, hvad ringen betød.

- Det er hvidguld, tror jeg, var hans svar, da tv-værten spurgte ind til smykket.

Cecilie Frøkjær spurgte dernæst, om man så kunne sige, at man selv måtte forestille sig, hvad det betyder.

- Det kan man fint, lød det dengang kryptisk fra Michael Falch, men nu står det altså klart, at der er tale om en vielsesring.

I hans nye erindringsbog ”Under månen: Overmodne manddomsfortællinger”, som udkommer den 11. maj, kan man læse meget mere om ham og hans kamp for at kunne leve sammen med sin store kærlighed, Ginnalee.

Læs mere om: