30. jul. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Dennis Knudsen var presset til det yderste: Nu sætter han ord på sin nedsmeltning

Dennis Knudsen
Dennis Knudsen
Foto: Martin Høien
Fredag skulle Dennis Knudsen og hans tre børn med Molslinjen fra Aarhus, men problemer med at få lov at køre ombord førte i sidste ende til, at Dennis Knudsen med egne ord oplevede en nedsmeltning. Nu ser han frem mod at blive sigtet for blandt andet hærværk.

Dennis Knudsen har i de seneste uger holdt ferie med sine tre børn, men turen hjem fra Jylland gik bestemt ikke, som han havde håbet.

Fredag ankom familien sent til færgen i Aarhus, og lørdag var Ekstra Bladet først til at beskrive det, der udspillede sig på havnen.

Dennis Knudsen kunne ikke få lov at komme ombord, fordi han ikke kom i god nok tid. Efter en diskussion med en medarbejder blev Dennis Knudsen utålmodig, og det førte til, at han gik ud af bilen og satte retning mod Molslinjens betalingskontorer på havnen. Her fik han både sparket til et bord og hevet i en ledning, så to computere faldt ned af bordet, ligesom han også fik skubbet til en medarbejder.

Herefter gik han tilbage i bilen og kørte mod færgebommen.

- Så går jeg ud, flår bommen af og kører i fuld fart mod færgen, da jeg kan se, at der stadig er plads, forklarer Dennis Knudsen, som i samme forbindelse var ved at ramme en kvindelig ansat, til Ekstra Bladet.

Herefter kom politiet, og Dennis Knudsen fik ikke lov til at sejle med færgen mod Sjælland.

Over for flere medier beskriver Dennis Knudsen, at han var presset, og på Instagram tager han ligeledes bladet fra munden.

”Godmorgen. Ja, jeg fik en nedsmeltning, var presset til det yderste, og det har intet at gøre med, om jeg er kendt eller ej. Vi kan alle blive presset til det yderste, og det er selvfølgelig dybt beklageligt, at jeg reagerer sådan. UNDSKYLD!! Livet går videre, og vi har det alle godt her i sommerhuset. Go’ søndag til jer alle”, skriver Dennis Knudsen i et opslag på Instagram.

Til Se og Hør fortæller frisøren, at han regner med, han snart bliver sigtet.

- Jeg får sikkert noget sigtelse for hærværk. Og indtrængning på grund. Og så får jeg måske en sigtelse for at være ved at køre en ned. Det vil tiden jo vise. Jeg må bare tage den straf, som det her nu en gang koster, siger han til ugebladet.

Læs mere om: