17. nov. 2023
Af Majken Munk

Efter sammenbrud ved færgeterminal: Nu er der nyt i Dennis Knudsens sag

Dennis Knudsen
Dennis Knudsen
Foto: Kaspar Wenstrup
Dennis Knudsen havde i juli et sammenbrud ved en færgeterminal i Aarhus. Nu er der en udvikling i hans sag. Det meddeler hans advokat.

Dennis Knudsen var i juli hovedperson for en sag, hvor han ved en færgeterminal i Aarhus fik et vredesanfald, som gik ud over terminalens ansatte og materielle ting ved terminalen.

Efterfølgende kom det frem, at han var blevet sigtet for vanvidskørsel, og at han havde fået beslaglagt sin bil. Hans kørekort blev samtidig administrativt inddraget.

Nu er der en udvikling i sagen. Det skriver Ekstra Bladet.

For Dennis Knudsens advokat Mette Grith Stage bekræfter, at der er rejst tiltale i sagen.

Hun forklarer, at den 60-årige kendisfrisør er tiltalt for hærværk og overtrædelse af straffeloven ved det, der kendes under kaldenavnet vanvidskørsel.

Samtidig sætter hun ord på, hvordan hendes klient forholder sig.

- Min klient erkender i vid udstrækning de faktiske omstændigheder og at han har overtrådt færdselsloven, men han nægter, at hans kørsel udgør en overtrædelse af straffeloven. Så det er altså det, vi skal slås med anklagemyndigheden om i retten, fortæller Mette Grith Stage til avisen.

Ifølge avisen har anklagemyndigheden rejst tiltale for straffelovens bestemmelser om hærværk og grov vold, da de mener, at Dennis Knudsen forsøgte at køre en ansat ved Molslinjen ned.

Samtidig kommer de med en påstand om, at kendisfrisøren skal fængsles, hvis han kendes skyldig. Det er dog ikke Mette Grith Stages overbevisning.

Hun mener, at det er nok, hendes klient ender med at få en bøde.

Til december skal hans sag køre for retten i Aarhus. Der er afsat to retsdage til den.

Få dage efter udbruddet ved færgeterminalen var Dennis Knudsen ude at undskylde offentligt for sin opførsel. Han har også sidenhen undskyldt for opførslen.

Dennis Knudsen bor til daglig i Korsør med sine tre børn, Lucas, Noah og Aura.

Læs mere om: