20. feb. 2024
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Prinsesse Ira von Fürstenberg er død

Prinsesse Ira von Fürstenberg
Prinsesse Ira von Fürstenberg
Foto: Guibbaud-Nebinger-Orban/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Den italienske prinsesse og jetsetter blev 83 år gammel.

Den italienske prinsesse Ira von Fürstenberg er død 83 år gammel. Det skriver italienske medier.

Hun blev født i 1940 i Rom som datter af prins Tassilo von Fürstenberg og FIAT-arving Clara Agnelli, der var prinsens første hustru.

Prinsesse Ira von Fürstenberg var gennem sit liv kendt som en jetsetter, der ofte var i mediernes søgelys.

Hun arbejdede bl.a. som skuespiller og som model, og allerede som 13-årig havde hun sine første modeljobs.

Som 15-årig giftede hun sig for første gang med prins Alfonso af Hohenlohe-Langenburg, og parret fik to sønner, inden de blev skilt igen efter kun fem års ægteskab i 1960.

Allerede året efter blev prinsesse Ira von Fürstenberg gift igen med den brasilianske entreprenør Francisco Pignatari, men dette ægteskab holdt også kun i få år, og parret blev skilt igen i 1964.

Prinsessens tidligere svigerinde var den kendte modedesigner Diane von Fürstenberg, der i en årrække var gift med Ira von Fürstenbergs bror, prins Egon von Fürstenberg.

Læs mere om: