26. maj. 2022
Af Lene Skriver Bak

Matthew McConaughey reagerer voldsomt efter tragisk skoleskyderi i hjembyen

Matthew McConaughey.
Matthew McConaughey.
Arkivfoto: Mega
Oscar-vinderen Matthew McConaughey har reageret med et skarpt formuleret opslag på Instagram efter et voldsomt skoleskyderi i sin hjemby, Uvalde, i Texas.

Matthew McConaughey, der i 2014 vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sin medvirken i "Dallas Buyers Club", opfordrer til selvrefleksion og handling efter endnu et skoleskyderi har rystet USA.

Denne gang skød en 18-årig gerningsmand omkring sig og dræbte mindst 21 mennesker, heriblandt 19 børn, på en skole i den texanske by Uvalde, hvor Matthew McConaughey er vokset op.

Og den grusomme handling har fået Oscar-vinderen til tasterne.

I et langt opslag på Instagram kalder han til handling og et blik på, hvad man selv kan yde af ofre, for at ændre situationen som den er i USA i øjeblikket.

"Som I ved har der været endnu et masseskyderi i dag, denne gang i min hjemby Uvalde, Texas. Igen har vi bevist, at vi ikke formår at tage ansvaret for de rettigheder, vores frihed tildeler os.

Den sande opfordring til handling nu er, at hver amerikaner tager et længere og dybere kig i spejlet og spørger os selv "Hvad er det, vi virkelig værdsætter? Hvordan løser vi problemet? Hvilke små ofre kan vi individuelt tage i dag for at bevare en sundere og sikrere nation, stat og lokalsamfund i morgen?"

Vi kan ikke puste ud endnu en gang, komme med undskyldninger og acceptere disse tragiske realiteter som status quo.

Som amerikanere, texanere, mødre og fædre er det på tide, at vi revurderer og genforhandler vores ønsker ud fra vores behov. Vi er nødt til at omprioritere vores værdier og finde et fælles grundlag over denne ødelæggende amerikanske virkelighed, der på tragisk vis er blevet vores børns problem," skriver Matthew McConaughey og fortsætter:

"Dette er en epidemi, vi kan kontrollere, og uanset hvilken side af gangen (om man er republikaner eller demokrat, red.), vi står på, ved vi alle, at vi kan gøre det bedre. Vi skal gøre det bedre. Der skal handles, så ingen forældre skal opleve, hvad forældrene i Uvalde og de andre før dem har udholdt.

Og til dem, der afleverede deres kære i dag uden at vide, at det var farvel: Ingen ord kan forstå eller helbrede jeres tab, men hvis bønner kan give trøst, så vid, at vi sender dem i stride strømme."

Matthew McConaughey har selv tre børn, Levi, Livingston og Vida, med hustruen Camilla Alves, som han har været gift med siden 2012.

Læs mere om: