Nu kan du holde ferie som Baby fra Dirty Dancing

Patrick Swayze og Jennifer Grey under optagelserne til "Dirty Dancing".

Foto: ALL OVER

Nu har du muligheden for at holde ferie på det resort, hvor ”Dirty Dancing”-filmen med Jennifer Grey og Patrick Swayze er indspillet.

Mandag, 31. juli 2017 - af Juliane Olsen

Det er 30 år siden, at ”Dirty Dancing” bjergtog alle, og det filmjubilæum kan jo meget passende fejres på hotellet, hvor filmen er indspillet.

I virkeligheden hedder Kellerman’s Resort Mountain Lake Lodge og ligger i byen Pembroke i den amerikanske stat Virginia.

Ifølge hellomagazine.com er der nu mulighed for at booke weekendophold med et særligt ”Dirty Dancing”-tema.

Feriestedet er populært

I filmen møder Frances "Baby" Houseman danseren Johnny i Catskill Mountains i staten New York, men indspilningerne foregik altså ved foden af Blue Ridge Mountains.

Foto: ALL OVER

Mountain Lake Lodge nær byen Pembroke i staten Virginia, USA.

Stedet blev bygget i 1930’erne og har en stor hovedbygning udført i sten samt en masse mindre hytter.

Desuden er der udsigt over søen, og mange af dem er vist i den berømte dansefilm, hvilket har gjort stedet til et populært feriested.

LÆS MERE: Det vidste du ikke om Dirty Dancing

Fans kan bo i Babys hytte

Nu ønsker staben bag Mountain Lake Lodge at hædre filmen, der har gjort det berømt, ved blandt andet at udbyde dansetimer i filmens ånd.

Desuden vil der være en temabaseret skattejagt, filmvisning samt en rundvisning med de steder, der er brugt i filmen.

Dedikerede fans kan desuden booke en overnatning i Virginia Cottage, hvor Baby og hendes familie boede.