25. sep. 2014
Af Malan Joensen

TILLYKKE: Michael Douglas har rund fødselsdag

Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones.
Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones.
Foto: AOP
Skuespilleren, der har været alvorlig syg af kræft, bliver 70 år i dag.

I dag kan den amerikanske skuespiller Michael Douglas fejre sin 70-års fødselsdag.

Han har været med i en perlerække af film og er især kendt for ”Nu går den vilde skattejagt”, ”Wall Street”, ”Iskoldt begær” og senest TV-filmen ”Mit liv som Liberace”.

Michael Douglas, der fra 1977-2000 var gift med Diandra Luker, med hvem han har sønnen Cameron, blev i 2000 gift med den 25 år yngre Hollywood-skuespiller Catherine Zeta-Jones, som han har sønnen Dylan og datteren Carys med.

Michael Douglas fik i 2010 konstateret kræft i tungen og måtte efterfølgende igennem en operation, hvor man ifølge The Telegraph fjernede en tumor på størrelse med en valnød fra bagsiden af hans tunge.

Derefter fulgte syv ugers kemoterapi, og Michael Douglas tabte sig 20 kilo, men blev heldigvis erklæret rask i 2011.

Sidste år gik Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones fra hinanden i en periode, men de har nu fundet melodien igen og bor sammen i New York.

Og hvis Michael Douglas ligner sin far, hvad angår helbred og gode gener, kan det se ud til, at han kan fejre mange fødselsdage endnu – den 97-årige filmlegende Kirk Douglas lever således stadig.

Læs mere om: