11. apr. 2023
Af Catja Klarskov

Han spiller Roman Roy i Succession: Bror og svigerinde var blandt Hollywoods største barnestjerner

Kieran Culkin
Kieran Culkin
Foto: Charles Sykes/AP/Ritzau Scanpix
Kieran Culkin spiller Roman Roy i serien “Succession”, men vidste du, at hans bror og svigerinde var blandt Hollywoods største barnestjerner?

Den amerikanske skuespiller, Kieran Culkin, spiller Roman Roy i den populære fiktionsserie “Succession”, men han er langt fra den eneste i sin familie, der har gjort sig på det store lærred. Både skuespillerens bror og svigerinde var nemlig blandt nogle af Hollywoods største barnestjerner.

I “Succession”, der handler om en rig amerikansk familie, spiller Kieran Culkin den yngste af seriens tre søskende, der alle er ivrige efter at overtage familiens enorme medieimperium.

Men selv om Kieran Culkin ikke selv stammer fra en sådan familie, så har han alligevel et imponerende stamtræ spækket med stjernenavne.

Skuespillerens storebror er nemlig selveste Kevin McCallister fra “Alene hjemme”-filmene, der blev spillet af Macaulay Culkin.

Barnestjernen har desuden de sidste fem år dannet par med Brenda Song, som de fleste nok bedst kender fra hendes storhedstid på Disney Channel.

Her spillede hun rollen som den rige hoteldatter, London Tipton, i serien “Zack og Codys søde hotelliv”.

Macaulay Culkin og Brenda Song mødte hinanden under indspilningerne til filmen “Changeland”, der foregik i Thailand, og sidste år blev de desuden forlovede.

Sammen har skuespiller-parret børnene Carson og Dakota, hvoraf sidstnævnte er opkaldt efter Macaulay Culkins bror, der omkom i en trafikulykke i 2008.

“Succession”-skuespilleren Kieran Culkin fik sit store gennembrud i 2002 og har sidenhen spillet flere store roller. Privat er han gift med Jazz Charton, som har to børn sammen med.

Læs mere om: