26. nov. 2023
Af Christinna Braun

Jan Guillou måtte lade sig operere, så han kunne blive ved med at skrive: Ikke klar til pension

Jan Guillou. Billedet er fra 2019.
Jan Guillou. Billedet er fra 2019.
Foto: Mikael Rieck
Succesforfatteren Jan Guillou fylder 80 til januar.

Han har beriget verden med sine bøger i knap fem årtier, og der er ikke noget at sige til, at Jan Guillou begynder at kunne mærke konsekvensen.

De mange litterære værker har nemlig haft en fysisk konsekvens for forfatteren Jan Guillou, som fylder 80 år den 17. januar.

Det fortæller Jan Guillou i Radio4-programmet ”Mellem Linjerne”.

Her fortæller han værten Malte Vuorela om afslutningen på sit hovedværk, romanserien ”Det store århundrede”.

Fra 2011-2020 udgav forfatteren én bog om året i romanserien, som på én gang er en slægtskrønike og en fortælling om, hvordan verden har ændret sig gennem 1900-tallet, lyder det i podcasten.

Men da romanserien pludselig var færdig, var Jan Guillou ikke klar til at lade sig pensionere alligevel. Også selvom kroppen sagde noget andet.

- Mit liv var (…) nået frem til et ganske dramatisk, næsten slutpunkt for mit forfatterskab. For længe, længe siden, virker det som, kastede jeg mig ud i et næsten umuligt projekt. Nemlig at skrive om hele 1900-tallet - det var bare ”lige” endnu en opgave. Men uanset hvad, så var jeg pludselig færdig med det. Jeg havde skrevet det 10. bind, jeg var kommet op til 2001, og altså forladt 1900-tallet, og jeg var ikke død og endnu ikke dement, så vidt jeg selv kunne bedømme i hvert fald. Og så opstod spørgsmålet “hvad skal jeg lave nu?” For nu er det her store livsprojekt færdigt. Men som pensionist og forfatter behøver man jo ikke gå ned at fodre fuglene i parken, man kan jo faktisk skrive, fortæller Jan Guillou til Malte Vuorela i ”Mellem Linjerne”.

- Men det kunne jeg ikke af fysiske årsager. Fordi mere end 50 år som forfatter, otte timer hver dag siddende på en stol medfører neurologiske konsekvenser. Så jeg kunne ikke pga. hovedsmerter ikke længere sidde ned at skrive. Det førte til en operation. En neurologisk operation i ryggen, og efter den kunne jeg sidde og skrive, men jeg kunne ikke gå. Og man kan foranlediges til at sige, at med tanke på min professionelle baggrund, så var det jo bedre, at jeg kunne sidde og skrive. Det havde været forfærdeligt, hvis jeg havde gået bedre, men ikke kunne skrive. Så der var jeg fremme ved et sted, hvor jeg skulle starte forfra. Jeg var blevet rigtig pensionist. Altså sådan en, som går langsommere end andre mennesker - nu med stok.

Hør Jan Guillou i Radio4s podcast “Mellem linjerne” herunder.

’Mellem linjerne’ er Radio4’s litteraturprogram, der gør lytterne klogere på alt det arbejde, der ligger mellem linjerne på de bøger, vi læser. Hver uge taler Malte Vuorela med en aktuel forfatter, der deler ud af sine erfaringer med skriveprocessen og eventuelt giver lidt tips og tricks til, hvordan man får det virkelige liv omsat til ord. ’Mellem linjerne’ kan høres hver søndag kl. 12 på Radio4 og som podcast.

Udover romanserien ”Det store århundrede” står Jan Guillou bl.a. bag fortælleringerne om Arn, tempelridderen, og hitromanen ”Ondskab” fra 1981, som også er lavet til en spillefilm.

Læs mere om: