22. nov. 2017
Af Niels Burgos

70'er-idolet David Cassidy er død

David Cassidy
David Cassidy
Foto: All Over
For mange, som var teenagepiger i 1970'erne, var David Cassidy den, de drømte om.

Tidligere på ugen blev det meddelt, at 67-årige David Cassidy var blevet indlagt med alvorlige svigt af flere vitale organer. Den 21. november udsendte hans familie denne meddelelse: "Det er med sorg, vi må meddele, at vores kære far, onkel og bror, David Cassidy, har forladt os. David døde, omgivet af dem, han elskede, med lykke i hjertet og fri af den smerte, som har plaget ham så længe. Tak for den grænseløse kærlighed, I har vist ham gennem alle disse år".

https://imgix.billedbladet.dk/26.03488272.jpg
David Cassidy
Foto: All Over

På forsiderne i 70'erne

David Cassidy fik sit store gennembrud i TV-serien "The Partridge Family", som blev vist i USA i årene 1970-74. Men det var i årene efter, han opnåede verdensberømmelse som sanger og teenage-idol. Der fandtes næppe det teenage-magasin i 70'erne, som ikke havde David Cassidy på forsiden i de år. Og det var de færreste pigeværelser, der ikke havde mindst én idolplakat af David Cassidy sat op på væggen.

Siden medvirkede han i adskillige TV-shows - og optrådte flere gange i Las Vegas. Cassidy var gift tre gange og efterlader sig børnene Katie (født i 1986) samt sønnen Beau (født i 1991).

Læs mere om: