9. dec. 2013
Af Malan Joensen

Susan Boyle har endelig fundet ud af, hvad hun fejler

Susan Boyle har fået dianose
Susan Boyle.
Foto: AOP
Den britiske sangstjerne fik at vide som barn, at hun havde en hjerneskade, men nu har en skotsk specialist givet hende en anden diagnose.

Susan Boyle tog TV-seerne med storm, da hun i 2009 vandt ”Britains Got Talent”. Den midaldrende sangfugl fik øjeblikkelig succes, men efterhånden dukkede der også historier op om, at Susan Boyle af og til havde besvær med at tøjle sit temperament.

Nu viser det sig, at der er en grund til, at Susan Boyles opførsel har givet anledning til et par løftede øjenbryn fra tid til anden. Hun fik nemlig for et år siden at vide, at hun lider af Aspergers Syndrom.

Det fortæller hun i et interview til avisen The Observer.

Susan Boyle fik som lille at vide, at der var noget galt med hende som følge af, at der var opstået komplikationer under fødslen.

- Det var den forkerte diagnose, jeg fik, da jeg var barn – jeg fik at vide, jeg var hjerneskadet. Jeg har altid vidst, det var en uretfærdig diagnose. Nu har jeg en klarere forståelse for, hvad der er galt, og jeg er lettet og føler mig mere afslappet, fortæller hun til avisen.

- Jeg opsøgte en skotsk specialist for at få en diagnose. Ingen havde sagt, jeg skulle. Jeg troede, jeg havde en mere alvorlig lidelse og kunne ikke fungere ordentligt, fortæller Susan Boyle, der blev underkastet forskellige undersøgelser hos specialisten, der blandt andet viste, at hun har en IQ der er højere end gennemsnittet.

Aspergers Syndrom påvirker blandt andet social interaktion og kommunikationsfærdigheder, og Susan Boyle fortæller, at hun som barn blev drillet, fordi hun var anderledes end de andre børn. Nu ved hun, hvorfor hun er anderledes, men hun har ikke tænkt sig at lade den nye diagnose ændre hendes liv.

- Det vil ikke ændre noget ved mit liv. Det er blot en diagnose, jeg er nødt til at leve med, fortæller Susan Boyle, der håber, at det vil medføre større medfølelse og forståelse for hende og hendes diagnose.

- Jeg tror, folk vil behandle mig bedre, fordi de nu har en meget større forståelse for, hvem jeg er, og hvorfor jeg gør, som jeg gør, siger Susan Boyle.

Læs mere om: