3. feb. 2014
Af Karina Didriksen

David Beckham: Nicolas Winding Refn pressede mig

David Beckham.
David Beckham.
Foto: AOP
Sportsstjernen nød at blive instrueret af danskeren i en ny undertøjsreklame for H&M.

I 2012 lancerede David Beckham undertøjslinjen Bodywear for H&M, og i år slog den tidligere fodboldspiller sig sammen med den danske instruktør Nicolas Winding Refn for at lave en reklamefilm.

Det er et samarbejde, som har resulteret i en reklame på 31 sekunder, hvor 38-årige Beckham springer rundt på hustage i London, alt i mens han viser sin veltrænede krop frem i undertøj.

- Nicolas pressede mig hårdt for at kunne skabe en actionfyldt film, som viser denne sæsons nye undertøjslinje, fortæller David Beckham ifølge Hello Magazine.

Elsker danskeren

I 2013 var det Guy Richie, som instruerede en reklamefilm for undertøjslinjen, men denne gang var sportsmanden fast besluttet på, at der skulle findes en ny instruktør.

- Jeg har altid elsket Nicolas Winding Refns film, især ”Drive” og ”Only God Forgives”, så jeg var oppe at køre, da han sagde ja til at instruere den nye kampagne. Sammen blev vi enige om en actionfyldt historie med humor, hvor der også var plads til, at jeg kunne lave mine egne stunts, udtaler Beckham til Euroman og tilføjer:

- Hans film er meget intense og actionprægede, men på samme tid er de også ekstremt stilfulde. Nicolas formår at fylde rigtig meget indhold ind i sine film uden, at det virker overgjort. Han var den perfekte til at lave den nye reklame.

Læs mere om: