Ny sæson af Natportieren på vej

Natportieren

Natportieren.

Den danske instruktør Susanne Bier arbejder nu på en efterfølger til sin prisvindende miniserie ”Natportieren”.

Torsdag, 9. marts 2017 - af Juliane Olsen

Den 56-årige filminstruktør Susanne Bier arbejder nu på en ny sæson af sin succesfulde miniserie ”Natportieren”.

Men seerne må væbne sig med tålmodighed, for den talentfulde instruktør vil gerne, at arbejdet bliver gjort ordentligt.

- Vi vil alle sammen meget gerne lave sæson to, men vi vil absolut ikke lave noget, der ikke lever op til første sæson, siger hun til det britiske mediemagasin Broadcast.

Manuskriptet er under udvikling

Men det er altså ganske vist, at manuskriptet til en opfølger stille og roligt er ved at blive udviklet i denne tid.

Afsløringen kom på en TV-konference i Jerusalem, hvor Susanne Bier altså også var med som deltager.

LÆS MERE: Kys fra Natportieren til Susanne Bier

TV-serien ”Natportieren” er baseret på den britiske forfatter John le Carrés roman fra 1993, men der er ingen opfølger til bogen.

TV-serien har modtaget store roser

Derfor bliver det Susanne Biers opgave at udvikle et originalt manuskript til TV-serien, der i første sæson tog udgangspunkt i Det Arabiske Forår.

”Natportieren” modtog store anmelderroser og et væld af filmpriser, og Susanne Bier selv modtog en Emmy for bedste instruktion.

Desuden har TV-seriens tre store rolleindehavere Tom Hiddleston, Hugh Laurie og Olivia Colman alle modtaget en Golden Globe-pris.