Chief 1 knust efter TV 2-dokumentar: Havde nært forhold til hjerneskadet, ung kvinde
Den danske popstjerne Chief 1 har i mange år haft et nært forhold til den hjerneskadede, unge kvinde Rebekka Elnegaard Wiede, hvis tragiske historie hele Danmark fik kendskab til, da TV 2-dokumentaren “Hold mig fast. Før jeg forsvinder” rullede over fjernsynsskærmen torsdag den 20. april.
Rebekkas familie giver i dokumentaren seerne et ærligt indblik i datterens verden, hvor svigt, seksuelle overgreb, selvmordsforsøg og psykiske udfordringer var hverdagskost.
Men selv om Rebekkas tragiske skæbne naturligvis har berørt mange danskere, så går den lige i hjertekulen for den unge kvindes nærmeste.
Og her er den danske musiker Chief 1 – med det borgerlige navn Lars Pedersen – iblandt. Han har nemlig en nær, personlig relation til den unge kvinde og hendes familie.
Det skriver TV 2 i en artikel, du kan læse her.
En ven at spejle sig i
Den 53-årige popstjernens relation til den unge Rebekka begyndte for syv-otte år siden. Chief 1 havde netop udgivet sangen “Man skal dø lidt, før man finder vej”, efter han selv havde døjet med angst og depressioner.
Sangen, der tager udgangspunkt i musikerens egne psykiske udfordringer, skulle vise sig at få stor betydning for den unge kvinde, hvis stedfar, Riffi Haddaoui, Chief 1 kendte fra sin tid i breakdance-miljøet i 1980’erne, det skriver TV 2.
Rebekka Wiede brugte nemlig sangen til at have en at spejle sig i, og i 2015 fik de to første gang kontakt. En kontakt der sidenhen udviklede sig til en nær relation.
– Det er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har set, siger Chief 1 om den hjerteskærende dokumentar i et interview med TV 2.
Rebekka kæmpede i mange år med psykiske udfordringer og svære følelser, som hun nedfældede i en række barske, ærlige digte. De digte vækkede Chief 1 til live i dokumentaren med sangen “Hold om mig”.
I januar 2022 forsøgte Rebekka Elnegaard Wiede at begå selvmord, mens hun var indlagt på psykiatrisk afdeling, og det fik fatale konsekvenser for den unge kvinde, der i dag er hjerneskadet i en sådan grad, at hun hverken kan gå eller tale.
“Hold mig fast. Før jeg forsvinder” er Rebekkas historie. En historie om svigt og en ung kvindes tragiske skæbne. Dokumentaren blev vist på TV 2 torsdag den 20. april, men kan stadig streames på TV 2 Play. Du kan læse hele interviewet med Chief 1 her.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.