28. nov. 2023
Af Liz Rørsig

Dette råd ville Mikkel Beha Erichsen gerne have fået som yngre

Mikkel Beha Erichsen.
Mikkel Beha Erichsen.
Foto: Hanne Juul
Mikkel Beha Erichsen har i år givet gode råd i ”Spørg Charlie” – og ét råd ville han gerne selv have fået som yngre.

Mikkel Beha Erichsen medvirker i panelet i den seneste sæson af ”Spøg Charlie” på TV 2 Charlie. Her er han med til at give råd og svar på seernes dilemmaer.

Ét råd ville Mikkel gerne have fået som yngre: Tvivlen følger dig hele livet og er med til at gøre dig opmærksom og vågen.

– Tvivlen kan være en god makker, hvis man finder ud af at blive venner med den i stedet for at frygte den, uddyber Mikkel Beha Erichsen over for BILLED-BLADET.

– Når jeg sejlede med Marian og drengene, dengang de var små, kunne jeg som kaptajn tænke, om jeg var dygtig nok til det. Der var en tvivl, der nagede mig, indtil jeg efter mange år fandt ud af, at den er med til, at man tjekker tingene en ekstra gang og er omhyggelig med det, man gør, siger Mikkel Beha Erichsen.

– Jeg er blevet venner med tvivlen og har fået den som en god følgesvend gennem livet. Jeg vil ikke være den foruden, fordi den giver mig så meget. Hvis man læner sig tilbage og siger, at det her er der helt styr på, så er der en større chance for, at tingene går galt. Som 18-årig og med tankerne, om man nu var god nok, om man så rigtig nok ud, og om man var dygtig nok, ville jeg gerne have kunnet bruge tvivlen positivt i stedet for at være bange for den. Man skal være i tvivl, for den holder én skarp, fastslår Mikkel Beha Erichsen.

Læs mere om: