12. jan. 2015
Af Juliane Olsen
TV 2 satser stort på TV-serier
Badehotellet
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
De store TV-serier har tidligere været DR’s domæne, men nu går TV 2 til kamp om seerne på dette område.
TV 2 vil i det nye år satse stort på TV-serier med seks egenproducerede fiktionsserier, og derfor vil der i 2015 blive produceret fem serier og en julekalender til kanalen.
Det skriver politiken.dk.
- Vi kommer til at bruge mere end dobbelt så mange penge på fiktion som nogensinde før i TV 2’s historie. Jeg kan ikke oplyse, hvad hver enkelt serie kommer til at koste, men den samlede satsning med seks serier i år løber op i over 200 millioner kroner, siger TV 2’s fiktionschef Katrine Vogelsang.
DR frygter ikke konkurrence
TV-kanalen får dog hjælp til projekterne af eksterne samarbejdspartnere som eksempelvis Netflix.
Hos DR frygter man dog ikke konkurrencen, for ifølge DR’s dramachef Piv Bernth er markedet for fiktionsserierne umætteligt.