Ulykkerne vælter ned over Sylvester Stallone
Skuespilleren har haft et rædsels-år med dødsfald i den nærmeste familie, og nu skal datteren opereres i hjertet.
I starten af sommeren måtte Sylvester Stallone opleve den store sorg, at sønnen Sage døde af et hjertetilfælde, og to måneder efter mistede skuespilleren sin søster Toni Ann Fility, der døde af lungekræft.
Nu viser det sig så, at Sylvester Stallones datter Sophia i december skal opereres i hjertet. Det skriver Hello! Magazine.
- Dette er et skrækkeligt år, et rædselsfuldt år for ham, siger Jennifer Flavin, Sylvester Stallones kone.
Den 16-årige Sophia har en misdannelse i hjertet, der blev konstateret, da hun kun var to måneder gammel, og selv om behandlingen dengang var succesfuld, har lægerne opdaget, at Stallones datter er nødt til at blive opereret igen.
Ifølge magasinets oplysninger skal datteren Sophia på operationsbordet otte dage før juleaften.
- Jeg tænker på mit hjerte hver dag. Jeg spiser virkelig sundt, og fordi jeg bliver mere træt end normalt, er jeg nødt til at passe meget på, når jeg dyrker sport. Nu er jeg nødt til at blive opereret igen, fordi det væv, man satte derind for 16 år siden har udvidet sig, og jeg har problemer med ventilerne. Hvis alt går vel, vil jeg være indlagt i fem dage, siger Sophia til magasinet Paris Match.
Sylvester Stallone og hustruen Jennifer Flavin har været gift siden 1997 og har sammen døtrene Sophia, 16, Sistine Rose, 14, og tiårige Scarlett.












![[title]](http://www.femina.dk/sites/femina.dk/files/storage_1/media/farlige-slankemetoder.jpg)




