3. maj. 2024
Af Josephine Sjelhøj

Vilde looks på den røde løber: De kendte valfartede til eksklusiv galla

Kate Moss, Emily Ratajkowski og Kate Beckinsale.
Torsdag aften blev der afholdt The King's Trust 2024 Global Gala i New York.

De seneste år er der blevet afholdt en eksklusiv gallamiddag i New York, hvor en lang række kendisser valfarter til.

Og det er ikke hvilken som helst gallamiddag, der er tale om.

I 1976 oprettede den daværende prins Charles velgørenhedsorganisationen The Prince’s Trust, der finansierer initiativer til at hjælpe udsatte unge. I forbindelse med kong Charles’ kroning i 2023 skiftede organisationen naturligvis navn, så det afspejler hans nuværende titel.

Organisationen inviterer hvert år til en fornem middag i den amerikanske storby, og i år var ingen undtagelse.

Således indtog de kendte endnu en gang den røde løber torsdag aften i anledningen af velgørenhedsgallaen, der samtidig fejrede navneskiftet.

Kong Charles har den seneste tid droslet ned for sit arbejde for at fokusere på sit helbred, efter han tidligere på året delte nyheden om sin kræftsygdom.

Kongen var derfor ikke til stede i New York torsdag aften, men ifølge Associated Press fortalte Lionel Richie, som var vært for gallaen, at Charles sendte sine varmeste hilsner til alle, der deltog.

Se alle billederne fra den røde løber i galleriet øverst i artiklen.

Læs mere om: