4. jun. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Lars Ranthe afslører: Sådan går det med sidste sæson af Badehotellet

Lars Ranthe og Anne Louise Hassing i "Badehotellet". 
Lars Ranthe og Anne Louise Hassing i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Optagelserne til 10. og sidste sæson af "Badehotellet" er i fuld gang, og for Lars Ranthe er det vemodigt, at det snart er farvel til serien.

Sommeren er kommet til Danmark, og det kommer den på sin vis også i begyndelsen af 2024, for her vender ”Badehotellet” tilbage med den 10. og sidste sæson.

Optagelserne til TV 2’s altid solbeskinnede successerie er i fuld gang, og blandt de mange medvirkende er der masser af gamle kendinge. Blandt andre vender grosserer Madsen naturligvis tilbage på Andersens Badehotel.

- Det går fantastisk. Vi er i gang med sidste sæson, så det er både dejligt og vemodigt at være sammen med folk igen, og jeg tror, vi nyder det ekstra meget i år, fordi vi ved, det bliver sidste gang, fortalte Lars Ranthe, da han forleden var på den blå løber med datteren Rigmor i forbindelse med premieren på den nye Netflix-film ”A Beautiful Life”.

Lars Ranthe og datteren Rigmor. 
Lars Ranthe og datteren Rigmor.
Foto: Martin Høien

Som så mange andre venter den 53-årige skuespiller fortsat i spænding på at finde ud af, hvordan ”Badehotellet” ender, for han og kollegaerne har endnu ikke fået udleveret de sidste manuskripter, men der er meget at se frem til, fortalte han.

- Jeg tror, det bliver rigtig godt. Det er spændende, og der sker en masse gode ting, så der er noget at glæde sig til, forsikrede han.

Lars Ranthe har været skuespiller gennem mange år, men i dag er der mange, som især forbinder ham med rollen som grosserer Madsen, og derfor er det også specielt for ham, at han om ikke så mange måneder skal sige endegyldigt farvel.

Sådan så familien Madsen ud, da det hele begyndte i 1928. 
Sådan så familien Madsen ud, da det hele begyndte i 1928.
Foto: TV 2

- Det har været 10 år af mit liv, så det er lidt underligt. Når man ser tilbage på mit liv som skuespiller, bliver ”Badehotellet” en væsentlig del af mit eftermæle. Det er klart, det har en stor vægt i min tilværelse som skuespiller, og det er jeg enormt taknemmelig for, og jeg er glad for, at folk har elsket det så meget. Om fem og 10 år, når jeg sidder og ser tilbage, vil jeg bare være superglad og stolt og lune mig ved tanken om at have været med til at lave noget, der har samlet danskerne. Det er en stor glæde, når man er udøvende kunstner, at nogen gider at glo på det lort, man laver, sagde Lars Ranthe med et smil.

Foruden ”Badehotellet” er Lars Ranthe også kendt fra blandt andet ”Dirch”, ”Druk”, ”Sommer”, ”Kriger” og ”Carmen Curlers”.

Den 10. og sidste sæson af "Badehotellet" får premiere på TV 2 i begyndelsen af 2024.

Privat danner Lars Ranthe par med Christine Albeck Børge, som spiller med i "A Beautiful Life", der kan streames på Netflix. 
Privat danner Lars Ranthe par med Christine Albeck Børge, som spiller med i "A Beautiful Life", der kan streames på Netflix.
Foto: Ritzau Scanpix

Læs mere om: